Sikandar Siddique: Vi har mere til fælles med Beirut end Hadsund

Vælgere og partiledere deltager i valgtræf på Nordkraft i Aalborg. Aftenen kulminerer i 'Højlunds Forsamlingshus' med Gertrud Højlund, hvor syv partiledere og en minister deltager, torsdag den 27. oktober 2022. Politikerne er Søren Pape Poulsen, Mattias Tesfaye, Jakob Ellemann-Jensen, Mai Villadsen, Sikandar Siddique, Alex Vanopslagh, Sofie Carsten-Nielsen og Inger Støjberg. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

15. maj 2023

gup@radio4.dk

gup@radio4.dk

På Frie Grønnes landsmøde i weekenden lød det fra partileder Sikandar Siddique, at medlemmerne ofte har mere til fælles med mennesker i Beirut og Paris end med mennesker i Hadsund eller Harlev.

De to danske byer, Hadsund og Harlev, greb partilederen dog ikke ud af den blå luft. I Hadsund bor Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne, og i Harlev går Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige rundt og “hyggeracister sig igennem livet”, som Sikandar Siddique sagde på landsmødet.

Der er dog ikke noget galt med hverken Hadsund, Harlev eller andre byer i landkommunerne forsikrer Sikandar Siddique overfor Radio4. Men hans pointe om, at hans medlemmer fra de store byer i Danmark har mere til fælles med indbyggerne i Paris og Beirut, står han ved.

– Vi er et mangfoldigt parti, og det er i de store byer, at mangfoldigheden trives. Når man kigger på valgresultatet, er det tydeligt, at det er i storbyerne, at vi har vores opbakning. Derudover må man bare erkende, at det er i storbyerne, pulsen banker hurtigst, kulturen mødes og hvor to plus to giver mere end fire, siger han til Radio4.

Udtalelsen fra Frie Grønnes partileder kommer i forbindelse med, at partiet vil stille op til kommunalvalget – men kun i de store danske byer.

At to plus to skulle give mere end fire i storbyerne, er en metafor for, at det er der, hvor Frie Grønnes politik har bedst mulighed for at blive implementeret, siger han.

– Det er jo i storbyerne, man går forrest. Det er her, man inspirerer, og det er her, man finder den store opbakning til klimaet. Det er en del af vores politik, og derfor vil vi forsøge at erobre rådhusene og derfra inspirere landkommunerne.

Sikandar Siddique afviser derfor ikke, at Frie Grønne på et tidspunkt vil stille op til et kommunalvalg i mindre byer eller landkommuner. Det er dog storbyerne, som har førsteprioritet. Han fremhæver både klimaet og mangfoldigheden, som politiske emner, der er større i byerne end på landet. Derfor er det der, at Frie Grønne vil lægge deres kræfter.

– De store byer er i forhold til befolkningssammensætningen meget mere mangfoldige. Prøv at kigge på hvor klimakampen for alvor kæmpes – det er i storbyerne. Det kan der ikke være to holdninger til. Selvfølgelig vil vi gerne have opbakning fra landkommunerne, men det giver bedst mening for os at starte ét sted – og det er i storbyerne, siger han.

Hele interviewet med Sikandar Siddique kan du høre her:

Frie Grønne fik ved folketingsvalget i november 0,9 procent af stemmerne og opnåede ikke valg.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00