Der er behov for politisk handling, hvis problemer med krænkelser i Forsvaret skal løses, mener SF’s forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen.
– Jeg har stor tillid til Forsvarets ledelse. De er rigtigt dygtige. Men det er bare rigtig tydeligt, at seksuelle krænkelser og overgreb i Forsvaret sker i stort omfang, og de bliver ikke håndteret, som de skal, siger hun. Det siger hun, efter at TV2 i en dokumentar har afdækket krænkende seksuel adfærd. Her står 11 kvinder frem og fortæller om deres oplevelser med krænkende adfærd i Forsvaret, og hvordan de er håndteret.
SF’s forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen peger på, at det er forgået i flere år, uden at der er sket noget i Forsvaret. Derfor kræver SF en handleplan om ligestilling i Forsvaret, som skal være en del af det nye forsvarsforlig, der snart skal forhandles.
– Det bliver nødvendigt at lave en handleplan, der kommer til at indeholde – hvis det står til SF – alt lige fra opgør med seksuelle krænkelser og overgreb og værktøjer til det, men også bredere ligestilling i Forsvaret, siger Anne Valentina Berthelsen der også mener, at der er behov for en uafhængig undersøgelse af omfanget af seksuelle krænkelser i Forsvaret.
Arbejdsmarkedsordfører i Venstre, Anne Honoré Østergaard, bakker en undersøgelse op og mener også der skal ske noget politisk.
– Når vi ikke kender problemets omfang, så er det svært at løse det, siger hun og sammenligner det med Norge, hvor de lavede en omfattende undersøgelse af krænkende adfærd i Norges forsvar.
Hør blandt andet vores nyheder klokken 14.