SF-formand om Togfonden: Projekterne er stadig på sporet

Pia Olsen Dyhr (SF) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København, mandag den 22. juni 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

6. oktober 2020

anp@radio4.dk

anp@radio4.dk

Hvis det står til SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, bliver det storstilede projekt Togfonden realiseret.

I 2013 var Pia Olsen Dyhr i rollen som transportminister med til at vedtage Togfonden. Projektet skulle sikre lynhurtige tog mellem de fire største byer i Danmark. Samtidig skulle der også etableres flere nye jernbanestrækninger rundt om i landet.

Togfondens første fase er blevet gennemført, men siden har flere dele af projektet stået stille.

Pia Olsen Dyhr understreger, at planerne i Togfonden ikke er skrinlagt.

”Den skal først være gennemført i 2025, og det årstal er vi ikke i endnu. Mange af projekterne, som vi har aftalt, er blevet skudt en lille smule, men alle er stadig på sporet,” siger hun til Radio4 Morgen.

Togfondens fase 2 indebærer blandt andet, at der skal bygges en ny jernbane mellem Hovedgård og Hasselager. Der skal også bygges en ny bane på tværs af Vejle Fjord.

Derudover skal Jernbanen mellem Vejle og Struer elektrificeres. Det samme skal ske med banen mellem Aalborg og Frederikshavn.

Samtidig er der planer om at etablere en omdiskuteret bane til Billund – i folkemunde kendt som Tulle-banen. En bane, som transportminister Benny Engelbrecht ikke kommer til at kæmpe “med næb og kløer for”, har han tidligere udtalt til Radio4 Morgen.

Den anden fase af Togfonden er endnu ikke realiseret, og der mangler stadig at blive truffet beslutninger om linjeføringer og finansiering.

Men Pia Olsen Dyhr tror dog stadig på, at alle strækningerne bliver til noget:

”Det er bestemt planen og det, vi har aftalt,” siger hun og fortsætter:

”Forliget står stadig, og der er stadig flertal bag det. Derfor holder jeg fast i det.”

 

Hør hele interviewet med SF’s formand Pia Olsen Dyhr i Radio4 Morgen her:

 

Afspiller nu

NYHEDERNE PÅ RADIO4

04:00
04:05