S-viceborgmester bakker Søren Gade op: Udrejsecenter ”skal væk”

Skrevet af

6. marts 2026

Stig Dahlgren Atzen

stdat@radio4.dk

Ikast-Brandes socialdemokratiske viceborgmester bakker op om Søren Gades forslag om at flytte udrejsecenter Kærshovedgård fra Bording til Livø.

Det giver mening at flytte udrejsecenter Kærshovedgård fra Bording i Ikast-Brande Kommune til Livø i Limfjorden, som Folketingets formand Søren Gade (V) har foreslået.   

Det mener den socialdemokratiske viceborgmester i Ikast-Brande Kommune, Kasper Pauli Pedersen.

- Det skal væk, siger han.

Venstre-folketingskandidaten fra Ikast-Brande Gert Bækgaard har foreslået at flytte udrejsecentret til Aarhus eller København.

Men så er den lille ø i Limfjorden mere oplagt, mener Kasper Pauli Pedersen, fordi Kærshovedgårds beboere ifølge ham i forvejen tager ind til storbyerne for at begå kriminalitet.

- I det lys synes jeg isoleret set, at Livø er en bedre betragtning, siger viceborgmesteren i Ikast-Brande

Spørgsmål: Du kan ligefrem bakke op om Søren Gades forslag om Livø?

- Det gør jeg gerne. Men jeg vil gerne skubbe til de andre medlemmer af Folketinget og sige, at de også må komme på banen. Inklusive de socialdemokratiske.

Han anerkender, at det ikke er nogens ønskeopgave at have udrejsecentret i nærområdet.

- Der er jo ingen, der har lyst til at få den her opgave. Det havde vi heller ikke. Det havde lokalbefolkningen i Bording absolut heller ikke, siger han.

TV 2 kunne i går fortælle, at 222 ud af de 232 beboere på Kærshovedgård har begået lovbrud til og med 19. oktober 2025. Samlet set har beboere på Kærshovedgård overtrådt næsten 11.500 forhold på ti år, og halvdelen har begået personfarlig kriminalitet, oplyser mediet.

Folketingets formand Søren Gade (V) foreslog i går at flytte Kærshovedgård til Livø. Forslaget har sidenhen fået kritik af partifæller.

- Det her forslag har Søren fremført flere gange i Venstres folketingsgruppe. Der er absolut nul opbakning til det, og det ved Søren også godt, skriver europaminister Marie Bjerre på det sociale medie X.

Afspiller nu

Debat

20:05
22:00