Tre socialdemokratiske folketingskandidater i Nordjylland fortæller til RADIO IIII, at de mener staten bør hjælpe Aalborg med at betale regningen for rent drikkevand.
Aalborg Forsyning vil have staten til at betale for at sikre rent drikkevand uden nitrat i Aalborg kommune.
Derfor har forsyningsselskabet stævnet staten for over 1,1 milliard kroner, efter man i længere tid, har forsøgt at få staten til forhandlingsbordet, fremgår det af en pressemeddelelse.
Det skyldes, at de mener, at staten ikke har grebet ind, selvom EU’s nitratdirektiv siger, at forurening af drikkevand med nitrat, der stammer fra landbruget, ikke kunne finde sted i det omfang, som det er sket i Aalborg.
Og det er altså også kun fair, at staten er med til at betale en del af gildet, så hele regningen ikke ender hos borgerne. Sådan lyder det fra tre socialdemokratiske folketingskandidater fra Nordjylland, som RADIO IIII har talt med.
-Det synes jeg de skal. Jeg er simpelthen sur over, at jeg skal stå og tænke over, hvad jeg putter i min søns drikkedunk, lyder det fra Kiki Bille Bach (S), kandidat i Aalborg Nordkredsen, som fortsætter:
-Jeg kan ikke regne med det vand der løber ud igennem hanerne. Det skal staten eddermame tage ansvar for. Hvis jeg kommer ind, så vil jeg helt klart arbejde for, at staten tager regningen.
Morten Ryom (S), kandidat i Thistedkredsen, stemmer i:
-Den her opgave er så stor, og er så dyr, at det kan ikke lade sig gøre uden staten.
-Hvis jeg kommer ind, så vil jeg arbejde for, at vi finder en løsning på det her. Det går simpelthen ikke, at vi bare sender regningen videre.
Thomas Klimek (S), kandidat i Hjørringkredsen, har også svært ved at se, hvordan Aalborg kommune skal klare regningen selv:
-Hvis jeg kommer ind, så vil jeg arbejde for at vi går ind i en dialog. Om det så skal være fuld skade fra staten, det tør jeg ikke lægge hovedet på blokken for.
Det er blandt andet miljøminister Magnus Heunicke (S), som har sat med ansvaret for nitratrensning af drikkevandet, hvilket han blev hevet i samråd omkring så sent som i marts 2025.
Magnus Heunicke har ikke kommenteret direkte på Aalborg Forsynings ønske om, at staten skal betale regningen for rensningen, som løber op i 645 millioner kroner ifølge DR.
Han oplyser dog i et skriftligt svar til TV 2, at han ”forstår frustrationen”:
- Jeg forstår til fulde (danskernes, red.) frustration over, at vi efter mere end 27 år kun har beskyttet under 2 procent af vores drikkevand. Det er simpelthen ikke godt nok og understreger, at frivillige aftaler ikke har virket.
- Vi i Socialdemokratiet mener, at det eneste rigtige er at indføre et sprøjteforbud på de særligt sårbare drikkevandsområder, og at vi får reduceret landbrugets udledning af kvælstof markant.
RADIO IIII har rakt ud til Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg, for at få en kommentar på kandidaternes udmeldinger. Han er dog ikke vendt tilbage på forespørgslen.
