Rektorer kalder til kamp mod sexisme

Skrevet af

13. oktober 2020

anp@radio4.dk

anp@radio4.dk

Først var det mediebranchen, lægerne, universitetsansatte, Folketinget og filmbranchen, der skrev under på, at der skal ryddes op i sexisme og krænkelser.

Nu slutter 85 ledere fra universiteter og andre uddannelsesinstitutioner sig til med et brev, som er trykt i Politikens debatsektion.

‘Vi tager ikke ansvar for andres misgerninger, men vi tager medansvar for i ord og handling at fremme en ordentlig kultur og medansvar for den kultur, der har været. Den kamp, der skal føres, er ikke en kamp mellem mænd og kvinder. Det er en kamp, som vi, kvinder som mænd, vil føre sammen. Imod dem, der ikke vil acceptere ligeværd og respekt,’ står der blandt andet i brevet, der er underskrevet af 57 mandlige og 28 kvindelige ledere.

Stefan Hermann er rektor på Københavns Professionshøjskole og én af initiativtagerne til ledernes indsamling af underskrifter. Skolen har med sine 2.000 ansatte og 20.000 studerende tidligere haft sager af forskellig karakter, men han mener ikke, at problemet er meget omfattende:

”Der er ingen tvivl om, at vi i hvert fald hos dele af de videregående uddannelser også har erfaringer med, at der hersker en skidt kultur, når det handler om sexisme. Jeg tror ikke, man kan sige, at det er helt vildt udbredt. Men det er der, og det skal tages alvorligt, når det stikker sit ansigt frem,” siger Stefan Hermann til Radio4 Morgen.

1.615 mediefolk, 322 politikere, 543 læger, 689 forskere og 664 filmfolk har hidtil skrevet under mod en sexistisk og krænkende kultur i de forskellige brancher.

 

Hør interviewet med rektor på Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann her:

Afspiller nu

RADIO4 EFTERMIDDAG

12:05
14:00