Under sommerens konflikt har regionerne oplevet et mærkbart fald i lønudgifterne til sygeplejersker. Besparelsen kan dog hurtig forsvinde, når puklen af aflyste behandlinger skal afvikles.
Opgørelser fra de fem sundhedsregioner viser, at de samlet forventer en besparelse på 131,8 millioner kroner, som følge af faldende lønudgifter under konflikten. Estimatet dækker over perioden fra strejkens begyndelse til den 31. juli. Det viser foreløbige beregninger, som regionerne har sendt til Radio4.
Det er dog tvivlsomt, om strejken vil bidrage positivt til regionernes økonomi, når den samlede regning for konflikten gøres op. Landets sygehuse oplever i forbindelse med arbejdsnedlæggelserne en ophobning af udsatte behandlinger og aflyste operationer, hvilket skaber dyre ventelister, forklarer regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (A) til radioen.
”Vi kommer til at bede vores personale om at arbejde ekstra i perioder, og det er klart, at når der skal arbejdes mere end normalt, skal der også udbetales ekstra løn,” forklarer regionrådsformanden til Radio4.
Under strejken har regionerne måttet købe sig til hjælp i den private sektor, hvilket betyder, at en del behandlinger bliver dyrere, end hvad de oprindeligt var planlagt til.
”Der skal laves ombooking og henvises til de private hospitaler, som selvfølgelig også skal have et honorar. Så selvom vi sparer store beløb på lønninger, bliver udgifterne større i det samlede billede,” vurderer Lars Gaardhøj (A) overfor Radio4.
Ifølge professor hos VIVE og sundhedsøkonom, Jakob Kjellberg, vil en stor del af de 130 millioner kroner netop blive ædt, når de udskudte behandlinger og operationer skal indhentes.
”Når de behandlinger skal udføres efter strejken, kan sygeplejerskerne ikke lave dem alene. Der skal også bruges læger og portører, og dem bliver man nødt til også at betale med overtid, hvis der skal flere patienter igennem systemet,” siger han til Radio4
De 131,8 millioner kroner er opgjort som estimerede og foreløbige besparelser i perioden 19. juni til 31. juli. Hvad de endelige lønudgifter bliver for perioden er fortsat usikkert, oplyser regionerne.
Strejken begyndte 19. juni, hvor omkring 5000 sygeplejersker nedlagde arbejdet og gik i strejke på grund af utilfredshed med lønnen. Siden er strejken blevet udvidet flere gange. Fredag vedtog et flertal i Folketinget et lovindgreb, som medfører, at sygeplejerskerne vender tilbage til arbejdet lørdag.
Her kan du høre sundhedsøkonom, Jakob Kjellberg.
Her forklarer regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (A), hvordan pengene fra lønbesparelserne hurtigt bliver brugt.