I en sag om seksuel chikane i Region Syddanmark har en medarbejder delt en video med seksuelt indhold med tidligere kollegaer. Sagen er overdraget til politiet.
Sagen drejer sig om en mandlig regionsansat medarbejder, som i fritiden har sendt en video af, at han dyrker sex med en kvinde, til tre tidligere kollegaer.
Det viser en gennemgang af en aktindsigt, som Radio4 har fået hos Region Syddanmark.
Jane Kraglund, regionsdirektør i Region Syddanmark, vil ikke udtale sig om den specifikke personalesag. Men hun bekræfter, at regionen har overdraget sagen til politiet og oplyser til Radio4, ”at den pågældende medarbejder er fratrådt sin stilling.”
”Jeg kan ikke udtale mig om specifikke personalesager, men det er rigtigt, at vi har en sag, som har været overdraget til politiet, og sagen er afsluttet. Jeg kan sige det sådan, at når vi får sager om seksuel chikane, så undersøger vi dem, og så laver vi en juridisk vurdering og kører en personaleproces,” siger hun til Radio4.
Ifølge Jane Kraglund er sagen blevet behandlet grundigt, ligesom andre sager om seksuel chikane blandt regionens medarbejdere.
”Der bliver indkaldt vidner, der bliver lavet en juridisk vurdering, og så vil der blive taget de foranstaltninger, som man vurderer, er passende,” siger Jane Kraglund til Radio4.
Radio4 har fået indsigt i en opgørelse over sager om seksuel chikane blandt regionernes medarbejdere i perioden 1. januar 2019 til 6. april 2021. Opgørelsen er lavet af Danske Regioner på baggrund af en forespørgsel fra Beskæftigelsesministeriet.
Derudover har Radio4 fået begrænset aktindsigt i de enkelte sager i flere af regionerne, herunder Region Syddanmark.
I sager om seksuel chikane, kan arbejdsgiveren vælge at skride ind overfor medarbejderen med flere forskellige ansættelsesretlige foranstaltninger.
Det kan for eksempel være en tjenstlig samtale, omplacering af medarbejderen til en anden afdeling, en fratrædelsesaftale, afskedigelse eller bortvisning.
Ifølge kønsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Anette Borchorst, er det sjældent at sager om seksuel chikane på arbejdspladser ender hos politiet.
”Det er alvorligt, og det er alvorligt, når det sker på en arbejdsplads. Typisk ender sådan nogle sager i en ansættelsesretlig kontekst,” siger hun til Radio4.