Ordførere er rystede over afskaffelsen af helligdag

Beskæftigelsesordførere og kirkeordførere har i dag været indkaldt møde om afskaffelsen af en helligdag i Beskæftigelsesministeriet torsdag den 12. januar 2023.

Skrevet af

12. januar 2023

Partier er dybt rystede over regeringen, som de mener tromler Folketinget ved at afskaffe store bededag.

Både blå og røde partier er rystede over, at regeringen vil sløjfe en helligdag for at styrke Forsvaret.

Månedslønnede vil blive kompenseret med løn svarende til én arbejdsdag.

Almindelig timelønnede vil få timeløn, men må sige farvel til særlige tillæg.

Det kritiserer flere ordførere.

Hør hele historien her i Radio4-nyhederne:

“Det er historisk, at man på den måde ser en regering – endda en med Socialdemokratiet – gå ind og tage penge fra lønmodtagerne,” siger beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez (EL).

Ordførerne har torsdag været til en orientering i Beskæftigelsesministeriet.

De tre regeringspartier – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – vil sløjfe en helligdag – sandsynligvis store bededag – for at styrke Forsvaret tre år tidligere end hidtil aftalt.

Regeringen har reelt flertal for forslaget, der har mødt stor kritik, og behøver således ikke opbakning fra andre partier.

Resten af partierne kritiserer regeringen for at se stort på Folketinget, fordi der allerede er flertal.

“Der er ikke nogen naturlig sammenhæng mellem store bededag og så flere penge til Forsvaret. Det er spin og manipulation og ikke en snus andet.”

“Hvis regeringen bare har tænkt sig at tromle det her igennem Folketinget og efterfølgende over for fagbevægelsen og arbejdsgiverne, så er der kun et ord for det, og det er magtfuldkomment,” siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF).

Til gengæld for den droppede helligdag får de månedslønnede et løntillæg svarende til en arbejdsdag, mens timelønnede får almindelig timeløn.

Der skal ikke være flere arbejdstimer samlet for offentligt ansatte.

Derfor vil regeringen nedbringe antallet af offentligt ansatte, så der kommer 2700 færre.

Dansk Folkeparti kritiserer processen.

“De vil afskaffe store bededag. Og der bliver hverken lagt op til forhandlinger, folkeafstemning eller noget som helst. Beslutningen er truffet, og det har sådan set bare været ren og skær orientering.”

“Vi er dybt rystede. Vi havde regnet med forhandlinger. At man ville lytte til Folketingets partier eller lægge forskellige muligheder op. Men det er ikke en forhandling det her,” siger beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann (DF).

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ventes at udtale sig senere torsdag.

Få seneste opdateringer i Nyhederne på Radio4 her.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

RING TIL RADIO4

09:05
11:00