Rapport kritiserer politiske kandidater ved valgbordene

Vælger ved at putte sin stemmeseddel ned i stemmeboksen i forbindelse med folketings- eller kommunalvalg. Demokrati; Valg; Folketingsvalg; Kommunalvalg; Vælger; Stemmeboks; Stemmeseddel. .

Skrevet af

14. marts 2022

mmg@radio4.dk

mmg@radio4.dk

Det kan påvirke vælgernes stemmer, når opstillede kandidater er med til at afvikle valg og tælle stemmer i deres egen valgkreds. Sådan lyder kritikken fra Europarådets valgobservatører i en ny rapport om det danske kommunalvalg i november.

Det er kritisabelt, at kandidater, der står på stemmesedlen, er med til at uddele stemmesedler og tælle stemmer op. Det slår Europarådets valgobservatører fast i en ny rapport, som Radio4 er i besiddelse af.

Der er nemlig risiko for, at kandidaterne i valglokalet påvirker, hvor krydset bliver sat på stemmesedlen. Derudover kan der være en interessekonflikt i forbindelse med optællingen af stemmer, fremgår det af rapporten.

”Selvom kandidaterne ikke driver valgkamp inde i valglokalerne, så er de stadig kendte ansigter i kommunen. Når de er i valglokalet, så ved vælgerne, hvilket parti de repræsenterer. Det kan være med til at påvirke, hvad vælgerne stemmer,” siger lederen af den delegation af valgobservatører fra Europarådet, der overvågede det danske kommunalvalg, Gunn Marit Helgesen fra Norge til Radio4.

Ifølge hende er loven blevet ændret i Norge, så det er forbudt for politisk opstillede kandidater at være valgtilforordnede.

”Det er blevet forbudt ved lov, efter at Europarådet kaldte det uheldigt,” siger hun.

I rapporten om det danske kommunalvalg lyder det også, at tilstedeværelsen af opstillede kandidater ved stemmeoptællingen er et problem. Også selvom kandidaterne ifølge reglerne ikke må tælle deres egne stemmer op.

Lederen af den danske delegation til Europarådet og valgobservatør, Randi Mondorf, har læst rapporten og forstår godt kritikken.

”Det her et oplagt brud på de spilleregler, Europarådet lever efter,” siger hun til Radio4.

Hør interviewet fra Radio4 Morgen med Randi Mondorf her:

Men Danmark har andre traditioner og et mere tillidsbaseret demokratisk system end mange andre steder, påpeger Randi Mondorf.

”Jeg oplever det ikke som et problem i den demokratiske verden, som vi kender den i dag i Danmark. Europarådet kommer med et system, hvor alle formelle regler skal overholdes,” siger Randi Mondorf til Radio4.

Europarådet er en menneskerettighedsorganisation med 47 medlemsstater, herunder alle 27 EU-lande. En af rådets opgaver er at sikre demokratiske, frie og retfærdige valg i Europa. Det sker blandt andet med udsendelse af valgobservatører til valg, hvor også danske observatører ofte deltager i lande som Georgien, Tyrkiet og Bosnien-Hercegovina.

Kommunalvalget den 16. november var det første, Europarådets valgobservatører har overvåget i Danmark. Europarådets kongres for lokale og regionale myndigheder har samlet valgobservatørernes konklusioner og anbefalinger til de danske myndigheder i en rapport.

Valghandlinger i Danmark hører under indenrigsministeriet, men indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S) har ifølge sin presserådgiver ikke haft tid til at kommentere på rapportens konklusioner og kritikken af, at politiske kandidater også er valgtilforordnede.

Hør også interviewet med Ann Lindhardt, byrådsmedlem og gruppeformand for Venstre i Hørsholm, der selv har fungeret som valgtilforordnet til et valg, hvor hun selv stod på stemmesedlen, her:

Afspiller nu

PORTRÆTALBUM

19:05
21:00