Rådgiver: Mary har opbygget et stærkt brand - og overskygger allerede Frederik

Skrevet af

10. januar 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Blandt kongehusets medlemmer er Kronprinsesse Mary den, som dyrker sit brand mest. Og det er hun god til, for hun overskygger allerede Kronprinsen, ifølge kommunikationsekspert.

Det er selvsagt kongehusets to øverste spidser, Dronning Magrethe og Kronprins Frederik, som får mest opmærksomhed frem mod tronskiftet den 14. januar.

Men med tronskiftet får Danmark ikke bare en konge, men også en ny dronning.

Kronprinsesse Mary bliver dronning af Danmark, og det tror Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver og indehaver af PR-bureauet WeDo Communication, at hun bliver god til.

For hun har i sin tid som kronprinsesse opbygget en enorm popularitet og et enormt stærkt brand, siger hun.

- Hun har sin egen stil, og hun står bare skarpt på alle fronter. Hun opfører sig som en prinsesse bør - selvom hun ikke er født som en, og det vidner om, at hun har dyrket det.

Du kan høre hele interviewet med Anna Thygesen her:

Det bliver da også bakket op af en måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau. Her svarer 86 procent af de adspurgte danskere, at de synes, hun er godt eller meget godt egnet som dronning.

Den popularitet, og det brand, som Kronprinsessen har, er ifølge Anna Thygesen opbygget ved ikke at sige ret meget.

- Som kronprinsesse skal du ikke sige ret meget, og det gør hun heller ikke. Men når hun gør, så er meget velovervejet eller meget kort - og det er klogt. Så ophøjer hun sig selv. Hun bliver sat op på en slags piedestal, hvor en kronprinsesse eller dronning hører til.

Anna Thygesen peger på, at Kronprinsesse Mary er den person i kongehuset, som virker til at tænke mest over sit brand. Hun placerer derfor også hendes brand på niveau eller over Kronprins Frederiks brand.

Det afspejler sig også i den måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau. Her svarer kun 82 procent af danskerne, at han egner sig god eller meget godt til at være konge.

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00