Professor i ophavsret: Gnags har en sag mod Moderaterne

Skrevet af

3. oktober 2025

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Sylvester Guldberg Røn

sgr@radio4.dk

Hvis Peter A.G fra Gnags og Moderaterne ender i retten sammen, så har Gnags en sag, vurderer professor i ophavsret.

Det er formentlig ikke gået manges næse forbi, at Peter A.G, forsangeren i bandet Gnags, ligger i fejde med regeringspartiet Moderaterne.

Det skyldes, at Peter A.G mener, at Moderaterne har brugt hans tekst fra sangen "Når jeg bliver gammel" i forbindelse med en politisk kampagne, selvom sangeren havde sagt nej til, at partiet måtte bruge den.

Den efter sigende stjålne Gnags-tekst er blevet brugt i Moderaternes kampagne ”Når jeg bli'r gammel, så vil jeg ikke sidde på en bænk”. I den originale sangtekst lyder det: "Når jeg bli'r gammel, ja, så vil jeg sidde på en bænk."

I onsdags kunne Peter A.G så fortælle i "Eftermiddag" på Radio IIII, at han havde tænkt sig at sagsøge partiet for brud på ophavsretten.

Og skulle Gnags-sangeren vælge at gøre alvor af den trussel, så har han "en sag".

Det vurderer Morten Rosenmeier, professor i ophavsret ved Københavns Universitet, overfor Radio IIII:

- Gnags har en sag. Jeg kan ikke sige, hvordan den ender med sikkerhed, men en sag, det har de.

- Ophavsretten beskytter selv korte sætninger og ordsammensætninger.

Ifølge professoren tager man udgangspunkt i noget, der hedder dobbeltskabelses-kriteriet - altså om det er sandsynligt, at to ophavere uafhængigt af hinanden, kunne have fundet på det samme.

- Umiddelbart vil mit bud være, at der tale er så speciel en sætning, at den er original, og så har Gnags ophavsret til den. Hvis de har det, er det som udgangspunkt ulovligt, at folk tager den uden at få lov.

Moderaternes partisekretær, Britt Bager, har gennem ugen afvist kritikken, og har blandt andet udtalt følgende til TV2:

- For det første har Gnags ikke lavet en sang, der hedder det, og for det andet bruger vi det skriftlige materiale i forbindelse med en seniorkampagne, hvor vi går til kamp for hylde de ældre, siger hun og understreger, at kampagnen blev pillet af med det samme, de blev gjort opmærksomme på det.

Det forsvar giver ophavsretsprofessoren dog ikke meget for.

- De argumenter har, så vidt jeg kan se, ikke noget at gøre med sagen. Man beskytter tekster mod overtagelse uanset om man også tager musikken med. Det har ingen betydning, om der er tale om titler eller ej. Det må Britt Bager gemme til dommeren.

Afspiller nu

Krimiland

06:05
07:00