Professor: “Der var 6000 til store bededagsdemonstration”

Fagbevægelsens demonstration "Bevar store bededag" på Christiansborg Slotsplads i København søndag den 5. februar 2023.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

7. februar 2023

kav@radio4.dk

kav@radio4.dk

Der var ikke 50.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads for at vise deres utilfredshed med regeringens planer om at afskaffe store bededag til demonstrationen søndag. Det vurderer Anders Bjorholm Dahl, der er professor i billedanalyse ved DTU og har arbejdet med at udvikle computermodeller, som eksempelvis kan estimere folketal.

“Vi kom frem til 6000 personer. Og det er så med alle de forbehold, som det tal nu har. Vi havde fundet nogle billeder i rimelig høj opløsning, som vi kunne estimere ud fra. Men der er jo også nogle bannere og andre ting, som kan dække for folk, så man ikke kan se dem alle sammen, og algoritmen kan ikke estimere, hvor mange der er bagved de bannere. Men et godt estimat er ca. 6000 på de billeder, og det er et tal. der ligger noget under de 50.000. der er blevet sagt,” siger han til Radio4 Morgen.

Vurderingen er han kommet frem til med hjælp fra en algoritme, som blev publiceret for tre år siden. Dengang blev der rapporteret en usikkerhed på 15 procent ved at bruge den.

“Måske ser billederne fra København anderledes ud end de billeder, som algoritmen er trænet på. Så måske er der en større usikkerhed. Men selvom der måske var 50 procents usikkerhed, ville det ikke komme over 9000 personer. Så det er betydeligt lavere antal, der var på Christiansborg Slotsplads i forgårs”, siger han.

Ifølge hans beregninger skulle folk have stået meget tæt, hvis der skulle have været 50.000 personer Christiansborg Slotsplads.

“Så skulle der stå ca. 10 gange 1,5 personer pr. kvadratmeter, og så ville de stå rigtig tæt. Det tror jeg slet ikke er realistisk,” siger han.

Hør interviewet med professor i billedanalyse ved DTU, Anders Bjorholm Dahl, her:

Men spørger man Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som stod bag demonstrationen, er der en grund til, at de er kommet frem til 50.000

“Det er jo ikke noget, jeg har fundet på. Det er jo nogen, der har droner oppe og kigger ud over det hele og ser, hvor mange der er,” sagde Lizette Risgaard, formand i FH, til Radio4 Morgen i går.

Vi har fremlagt Anders Bjorholm Dahls vurdering for Lizette Risgaard. Men det har hun ikke ønsket at kommentere på.

NaN:NaN
NaN:NaN