Størstedelen af elbusser i Danmark er fra Kina, og det er dybt problematisk, mener ekspert i hybrid krigsførelse. Bestyrelsesmedlem i Trafikselskaberne efterlyser landspolitisk handling.
57 procent af de elbusser, som danske trafikselskaber har købt, er "Made in China".
Det viser en opgørelse, som RADIO IIII har lavet.
Det er et foruroligende og overraskende højt tal, mener Dorthe Bach Nyemann, der er studielektor og ekspert i hybrid krigsførelse på Forsvarsakademiet.
- Jeg tænker, det er overraskende. Det er selvfølgelig altid pengepungen, der tæller til sidst, og sådan har det altid været i Danmark. Men vi har ikke opdaget, at det er sikkerhedspolitik, der de næste mange år kommer til at være afgørende, og derfor er det tid til at tænke anderledes om offentlige indkøb, siger hun.
De mange kinesiske elbusser bliver købt ind som en del af en massiv grøn omstilling, der er i gang i de regionale trafikselskaber.
Om fem år - i 2030 - skal 90 procent af busserne være fossil- eller emissionsfri. Det betyder, at der nærmest ikke bliver købt nye dieselbusser længere.
Ifølge Dorthe Bach Nyemann er der dog en række problemer i, at det overvejende er kinesiske elbusser, der bliver købt af det offentlige.
- Rigtig mange af de her teknologier fra Kina kan indsamle data. Hvem bevæger sig hvorhen? Hvordan kører busserne? Og de kan blive brugt til militære efterretninger i Kina. I dag med AI er det meget nemt at få samlet oplysninger og derfor begynder nogle ret banale indsamlinger af data at spille en langt større rolle. Det skal vi ikke bidrage til som offentlig indkøber. Det mener jeg er forkert, siger hun.
Det er i Region Syddanmark, at andelen af kinesiske elbusser er højest, hvor det er tre ud af fire busser, der er købt i Kina. Her er Preben Friis-Hauge regionsrådsmedlem for Venstre og bestyrelsesmedlem i organisationen Trafikselskaberne i Danmark. Han efterlyser landspolitisk handling.
- Når vi køber busser, sker det efter et EU-udbud, og der følger vi de regler, der er. Vi har ikke noget valg om at vælge noget fra, så længe man overholder udbudsreglerne og udbudskravene, som vi har sat op i vores udbudsmateriale. Som det udførende led der skal være med til at indgå kontrakterne omkring nye busser, der kunne jeg da godt ønske, at de mennesker der sidder og laver lovgivning, lytter til eksperterne og siger, at nu bliver lovgivningen ændret i Danmark til, at man vil udelukke nogle på forhånd, siger han.
Der er lige nu godt 600 kinesiske elbusser på de danske veje. Det er de tre kinesiske producenter, Yutong, BYD og Golden Dragon, der indtil videre har leveret elbusser til Danmark.
