Presset økonomi får flere end 1700 forældre til at søge konfirmationshjælp

Opgave til KD. Arealkravene er denne uge blevet ophævet, og det jubler de over i Herritslev kirke, hvor der i dag skal forestås konfirmand af 11 konfirmander. Før ophævelsen måtte hver konfirmand have fem gæster med inkl. Forældre, men nu er der plads til mere end det dobbelte, og præsten er lettet over ikke at skulle lukke døren i hovedet på nogen, søndag den 15. august 2021.

Skrevet af

1. maj 2023

stax@radio4.dk

stax@radio4.dk

Ikke alle har råd til at give deres børn den konfirmation, de drømmer om.

Særligt i år har en presset økonomi med stigende priser på mad, el og varme fået mange forældre til at søge om økonomisk hjælp til konfirmationen.

Det mærker de blandt andet hos Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, der i år har oplevet en stigning på 20 procent i antallet af ansøgere i forhold til sidste år til de konfirmationslegater, som foreningen årligt uddeler.

– Det handler helt sikkert om inflationen. Vi har oplevet mange, der fortæller om stigende priser på varme, el og husleje, der er gået amok og har udhulet deres opsparing. Så selv om konfirmationspenge er noget af det, forældre allernødigst tager fra, så har mange været tvunget til det, fortæller Maria Blankensteiner, der er direktør for foreningen.

Hør interviewet med Maria Blankensteiner her:

I alt har 1720 forældre fra hele landet i år søgt om hjælp til konfirmationen ved en af de fem organisationer, der uddeler hjælp, som Radio4 har været i kontakt med. Og blandt de fem hjælpeorganisationer melder tre af organisationerne om et højere ansøgertal til konfirmationshjælpen i forhold til sidste år.

Hos flere af dem lyder det desuden samstemmende, at stigende priser på mad, el og varme i år har gjort det sværere – hvis ikke umuligt – for de i forvejen økonomisk trængte familier at spare op til den store dag.

En af dem, der i år har søgt om konfirmationshjælp ved Dansk Folkehjælp, er den sygemeldte kontanthjælpsmodtager Gitte Jensen fra Odense.

Hun står overfor at skulle holde sønnen Deans konfirmation i år, og selvom hun løbende har sparet op og lagt til side, har stigende udgifter til mad, el og medicin presset økonomien og gjort det svært at give sønnen den konfirmation, han drømmer om.

– Jeg kan jo høre på min søn, at alle taler om, hvor stor en fest de skal have, og hvor mange gæster, som de skal have med. Og der bliver det jo anderledes for os. Det gør ondt på mig, at jeg ikke kan give ham det samme, fortæller Gitte Jensen.

Hvert år bliver 45.000 unge i Danmark konfirmeret. Og festerne, der for de fleste følger med, løber hurtigt løber op i pris.

Ifølge en undersøgelse, som YouGov lavede for Nordea i april sidste år, lå den samlede regning for en konfirmationsfest i gennemsnit på omkring 20.000 kroner. Og selvom der er stor forskel på, hvor meget de enkelte familier bruger på festen, er der ifølge forbrugerøkonom Ida Moesby ingen tvivl om, at den nuværende inflation ikke ligefrem har gjort det billigere at holde konfirmationsfester.

– Sådan noget som mad og drikke er steget rigtigt meget i pris. Det kan også være, at man vil opleve, at hvis man skal ud og leje nogle lokaler, at det kan være blevet dyrere. Og hvis man køber gaver, så er det klart, at rigtigt mange varer også er steget i pris. Så ja, inflationen betyder selvfølgelig, at konfirmationen er blevet dyrere, slår hun fast.

Men heldigvis er der også mange derude, der står klar til at give en hjælpende hånd med.

En af dem er bikeren Stefan Seirup fra Næstved, som sammen med andre motorcykelentusiaster fra gruppen “MC for Udsatte Børn Sjælland” netop nu tilbyder gratis konfirmationskørsel til økonomisk trængte familier på Sjælland og Lolland-Falster.

– Når nogle af de populære børn bliver hentet i en Ferrari eller noget så sindssygt som helikopter, så står man samtidig tilbage med børn og forældre, der ikke har midler til at give deres børn den samme oplevelse. Men når der så kommer 32 motorcykler og giver den person opmærksomhed, så kan ferrarien og helikopteren godt pakke sammen, fortæller Stefan Seirup, der stadig har plads i kalenderen til ekstra kørsel i år.

Hør interviewet med Stefan Seirup her:

 

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

Portrætalbum

17:05
19:00