Philip elsker ræs: Fuldstændig ligeglad med Corona

Skrevet af

28. april 2020

I weekenden samledes 500 unge til gaderæs i nærheden af Roskilde trods myndighedernes mange anbefalinger om det modsatte.

– Vi trængte til det, og vi savnede det. Vi ville gerne ud og lufte bilerne og lufte os selv, forklarer en af deltagerne, ”Philip”, som er i begyndelsen af tyverne. Han har betinget sig anonymitet, men hans fulde navn er redaktionen bekendt.

Philip er en fast del af miljøet omkring ”Striben”, der koordinerer gaderæs. Arrangørerne trommer kørerne sammen med hjælp af lukkede grupper og telefonkæder, som det skete omkring Roskilde i weekenden. Og Corona-frygten har ikke lagt en dæmper på Philips glæde ved ræs.

– Jeg må indrømme, at da jeg fik at vide, at jeg kunne komme med til ræs, så var jeg fuldstændig ligeglade med Corona-virus. Jeg ville bare ud og hygge mig og have det sjovt. Jeg brænder for Striben, og jeg brænder for gaderæs, fordi det er så stor en del af mig.

Politiet anslår, at op imod 500 unge – fortrinsvis mænd – deltog i ræset, der to gange blev afbrudt af politiet undervejs. Det er en velkendt procedure, som arrangørerne har forberedt sig på ved at vælge alternative ruter.

– Politiet kom rimelig hurtigt ud til de to første lokationer, vi ville køre på. Men på den tredje lokation, der i Roskilde, fik vi da lov at se i hvert fald en lille times ræs. Så kom de og lukkede begge veje ude fra, fortæller Philip, der selv slap væk fra arrangementet uden påtale.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi blev der foretaget en enkelt anholdelse, mens adskillige blev set løbe fra stedet. Gaderæs på offentlig vej har længe været genstand for kritiske blikke fra både politi og politikere, men det har ikke lykkedes myndighederne at forhindre løbene.

Corona-virus og det store forsamlingsforbud har betydet, at ræsene har ligget stille den sidste måned, men nu er sæsonen i gang igen. Der er ikke flere løb i kalenderen i øjeblikket, men Philip understreger, at han skal med så ofte, det kan lade sig gøre.

– Regeringen har jo sagt at vi måske må være flere sammen efter 10. maj. så jeg tænkte at det ikke gjorde noget, at vi tog lidt forskud på glæderne.

– Jeg elsker lugten af biler, brændstof og brændt gummi. Jeg tror ikke, at der er noget, der kan ændre på det, konkluderer Philip.

Hør interviewet med Philip her:

Afspiller nu

PORTRÆTALBUM

19:05
21:00