Patientforening kræver uvildig undersøgelse af amputationer

Morten Freil fra Danske Patienter.

Skrevet af

16. oktober 2022

Der må ifølge Danske Patienter ikke være tvivl blandt patienter om, hvordan regioner undersøger journaler.

Det bør ikke være regionerne selv, men en statslig styrelse, der undersøger, om borgere kan have været udsat for unødige amputationer.

Sådan lyder det fra direktør i Danske Patienter Morten Freil.

– Det er helt afgørende for os at sikre en uvildig og ensartet gennemgang af de her sager på tværs af regionerne, siger han.

Han støtter et krav fra Diabetesforeningen, der vil lade Styrelsen for Patientklager gennemgå patientjournaler for amputerede borgere.

Stor forskel i regionerne

Både Region Midtjylland og Region Sjælland har iværksat undersøgelser af patienters amputationsforløb.

Men de har brugt to forskellige metoder.

Region Midtjylland har tjekket 1800 patientjournaler fra 2012 til 2022 og har skrevet til cirka 150 amputerede, der ifølge regionens vurdering muligvis kunne have undgået amputation.

I Region Sjælland har man undersøgt 150 patientforløb for årene 2019 til 2022.

På den baggrund har regionen fundet, at fem patienter kan have grundlag for at søge erstatning.

Det er ifølge Morten Freil med til at skabe tvivl og usikkerhed hos patienterne, når de to regioner har hver deres tilgang til, hvordan undersøgelserne foretages.

Derfor er der ifølge direktøren brug for en mere ensartet tilgang, hvor man undersøger efter samme metode i alle regioner.

– Vi har ikke en konkret mistanke om, at man har gennemgået sagerne forkert. Men vi kan bare konstatere en stor forskel på, hvor mange sager man i de to regioner har vurderet som værende berettiget til erstatning.

– Så opstår der tvivl blandt patienterne, og der må ikke være den tvivl og den usikkerhed, siger Morten Freil.

Politisk opbakning

To af regeringens støttepartier – Enhedslisten og SF – bakker ifølge Jyllands-Posten op om kravet om et statsligt organ, der undersøger patientjournalerne.

– Det skal ikke afhænge af ens adresse, hvordan de her sager bliver behandlet, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) til Ritzau.

Peter Skaarup, folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne, er enig.

– Med det rod, der har været, synes jeg, at Diabetesforeningen har en god pointe. Der er brug for en mere systematisk og overordnet tilgang, siger han til Ritzau.

Sagen om de unødige amputationer begyndte at rulle i Region Midtjylland i foråret.

En rapport pegede på, at op mod 47 patienter om året muligvis kunne have undgået eller fået udskudt amputation, hvis de på et tidligere tidspunkt havde fået den nødvendige behandling.

Siden kom det frem, at Region Sjælland er den region, som har haft flest amputationer per 100.000 indbyggere. Det viste en sammenligning på tværs af regionerne, der udkom i sommer.

Patienterstatningen har for nylig tilkendt erstatning i de første tre sager, hvor borgere kunne have undgået amputation.

Afspiller nu

RADIO4 EFTERMIDDAG

12:05
14:00