Passagerfly befandt sig i området, hvor Forsvaret skød efter ukendt drone

Skrevet af

17. oktober 2025

Mads Juul

manoe@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

Ifølge kilder i forsvaret skød en dansk soldat 28. september mod en ukendt drone over et militært område i Vestjylland. Nye oplysninger viser, at et passagerfly befandt sig i området. 

RADIO IIII kunne torsdag fortælle, at en dansk soldat ifølge flere kilder i forsvaret havde skudt efter en stor, ukendt drone over Borrislejren i Vestjylland.  

Flere øjenvidner i området observerede lidt over 20 også det, som de mente var en drone, og hørte kort efter skudsalver fra det lukkede militærområde. 

Nu er der nye oplysninger i sagen. 

I samme tidsrum, som observationen fandt sted, og øjenvidner hørte skudsalverne, overfløj et norsk passagerfly nemlig Borrislejren og den nærliggende landsby. 

Ifølge data fra Flightradar24 passerede flyet fra selskabet Widerøe ind over landsbyen Borris klokken 20:06 og derefter videre ind over det lukkede militærområde Borrislejren et minut senere. 

Knud Erik Borbjerg, som er beboer i byen Borris, og som RADIO IIII har været i kontakt med, tog et billede af objektet, som passerede over Borris kort, før han hørte skud fra Borrislejren. 

Af billedet ses et klart lys højt på himlen i byens nordlige udkant. Det har ikke været muligt for RADIO IIII at fastslå, hvad der ses på billedet. 

Knud Erik Borbjerg oplyser, at billedet ifølge hans telefon blev taget 20:05. På nøjagtig det tidspunkt befandt det norske passagerfly sig i dette område. 

Knud Erik Borbjerg og et andet øjenvidne, Helge Madsen, beskriver begge, at det, som de observerede, fløj ind over byen fra nord og derfra videre mod syd over Borrislejren, hvorefter de hørte skud. 

Det norske passagerfly fløj ifølge Flightradar24 ind over Borris og Borrislejren fra nord på sin tur fra Bergen til Billund. 

Flyet, der på det tidspunkt var under nedstigning til lufthavnen, befandt sig i cirka 2,5 kilometers højde. 

Naviair oplyser til RADIO IIII, at der ikke var aktive flyforbudszoner over Borrislejren 28. september. 

RADIO IIII har ikke set nogen dokumentation, som viser, hvor den ukendte drone, som forsvarets personel observerede, nøjagtig befandt sig, da man afgav ild, eller præcist hvornår skudsalverne mod himlen over Borrislejren blev affyret. 

Ifølge flere kilder i Forsvaret fløj den efterfølgende videre.  

Forsvarsministeriet skriver i en mail til RADIO IIII, at spørgsmål til episoden skal rettes til Forsvarskommandoen. 

I et skriftligt svar henviser Forsvarskommandoen til tidligere svar givet til RADIO IIII og oplyser, at de “ikke har yderligere at tilføje”. 

Forsvarskommandoen har tidligere afvist at kommentere den konkrete hændelse i Borrislejren, men oplyste i en skriftlig kommentar, at “det i flere tilfælde er blevet overvejet at nedtage de objekter, der er blevet observeret“: 

- Beslutningen om at engagere et mål i forbindelse med luftrumsovervågning beror på en konkret operativ vurdering. 

Det norske flyselskab oplyser til RADIO IIII, at de ikke er blevet kontaktet af danske myndigheder under eller efter den konkrete flyvning til Billund. 

- Det her er ukendt for os. Hvis en sådan hændelse faktisk har fundet sted og kan have haft betydning for Widerøes flyvning imellem Bergen og Billund, forventer vi, at danske myndigheder informerer os om dette hurtigst muligt, skriver flyselskabet.

Ved du noget? Skriv til RADIO IIII på manoe@radio4.dk

Afspiller nu

Krimiland

06:05
07:00