Partier vil give fisk flere rettigheder

Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix

Skrevet af

5. februar 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Fisk opdrættet i hav- og dambrug skal have ret til et tilsyn, der skal kontrollere deres velfærd. Det mener flere partier på Christiansborg, der peger på, at fiskene har færre rettigheder end burhøns.

Af Anders Knutsen Worre

Millioner af ørreder og laks, der tilbringer livet i danske dambrug for at ende i køledisken, skal sikres velfærdsrettigheder.

Det mener SF, Enhedslisten og Alternativet. I de igangværende forhandlinger om en ny dyrevelfærdslov forsøger de tre partier for første gang at sikre et velfærdstilsyn med opdrætsfisk.

Det siger de til Radio4 Morgen.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet anerkendte for 15 år siden, at fisk kan føle smerte, men i Danmarks findes der fortsat ingen regler for velfærden for fisk i konventionelle hav- og dambrug i Danmark.

”Opdrætsfisk har færre rettigheder end burhøns, som det er lige nu, for de har slet ikke nogen. Man kan ikke have en tilstand, hvor der simpelthen ikke findes konkret lovgivning for, hvordan man skal indrette det her område,” siger Carl Valentin, dyrevelfærdsordfører for SF.

Du kan høre hele interviewet med Carl Valentin her:

Han bakkes op af Søren Egge Rasmussen (Ø), der mener, at der ”afgjort er behov for mere tilsyn med fiskeopdræt”.

Mens der findes en række velfærdskrav for økologiske hav- og dambrug, gælder det ikke konventionelle hav- og dambrug, der producerer omkring 99 procent af de opdrættede fisk i Danmark.

Tore Kristiansen, der er forsker ved Havforskningsinstituttet i Bergen og sidste år bidrog til en stor EU-rapport om velfærd for opdrættede fisk kalde de danske tilstande for “mærkelig”.

”Jeg synes jo det er lidt mærkeligt at høre, men det i hvert fald på tide, at regler for velfærd bliver indført i Danmark, så fisk bliver behandlet på samme niveau som andre dyr,” siger han til Radio4 Morgen.

I Norge findes der modsat Danmark eksempelvis regler om iltkvalitet og hvor meget plads, fiskene minimum skal have.

Dansk akvakultur opdrætter og slagter årligt 40.000 tons fisk.  Det svarer til op imod 50 millioner fisk.

I brancheorganisationen, Dansk Akvakultur, hilser man en diskussion om velfærdsrettigheder velkommen, men mener ikke, at der er et konkret problem med velfærden hos deres fisk.

”Jeg synes ikke vi har noget stort problem med god fiskevelfærd. Det er meget simpelt, for god fiskevelfærd er god økonomi,” siger formand for Dansk Akvakultur Niels Dalsgaard.

Fødevareminister Jacob Jensen, der leder forhandlinger om den nye dyrevelfærdslov, afviser ikke, at et velfærdstilsyn kan blive en del af lovforslaget om en ny dyrevelfærdslov.

“Det er stadig min ambition, at vi kan få landet en bred aftale, som går hele vejen rundt – både, så vi favner mange dyrearter – og også bredt funderet i Folketinget,” udtaler han i et skriftlig svar til Radio4 Morgen.

Afspiller nu

Mathias Helts Talkshow

14:05
15:00