Siumut stiller ultimative krav om en undersøgelse af, hvor mange penge Danmark tjener på at eje Grønland og udvidede åbningstider for politiet og retsvæsenet i hele Grønland.
Det grønlandske parti Siumut stiller nu ultimative krav til en kommende regering, fortæller næstformand og folketingskandidat for partiet, Ineqi Kielsen, i et interview til RADIO IIII:
- Vi skal undersøge helt åbenlyst, hvor meget Danmark tjener på Grønland, siger Ineqi Kielsen og tilføjer, at han føler sig sikker på, at Danmark tjener penge på at have Grønland.
Derfor mener Ineqi Kielsen også, at en sådan undersøgelse ville kunne bruges til at hæve bloktilskuddet fra Danmark til Grønland:
- Så har vi et forhandlingskort til Danmark, siger Ineqi Kielsen, som vil stille spørgsmål ved, om de nuværende cirka 4,6 mia. kr. i bloktilskud er nok.
- Jeg er virkelig træt af bloktilskudskortet, hvor en grønlænder bør være lidt mere taknemmelig over for danskere, fortæller han og lister nogle af de ting op, som Grønland køber fra Danmark, såsom salami, træ, biler og snescootere.
Udover undersøgelsen kræver næstformanden også, at alle statslige myndigheder i hele Grønland skal udvide sine åbningstider:
- Retsbygninger og Politiet skal holde åbent 8-16 i hele Grønland, fortæller Ineqi Kielsen til RADIO IIII og motiverer kravet med, at det vil styrke retssikkerheden for grønlændere.
Ineqi Kielsen fortæller eksplicit i interviewet, at Siumuts krav er ultimative og derfor nødvendige for, at partiet kan lægge eventuelle mandater til en kommende regering:
- Nu har vi set, efter Trump har sagt noget om Grønland, at dørene åbner sig. Så vi har også lært, at vi skal kræve lidt mere.
De nordatlantiske mandater har tidligere vist sig afgørende i dansk indenrigspolitisk, blandt andet da klimaminister Lars Aagaard undgik et mistillidsvotum i 2025 med støtte fra tre ud af fire nordatlantiske mandater.
