På baggrund af nye oplysninger i voldssagen fra 2018, hvor daværende justitsminister Søren Pape Poulsens eksmand blev overfaldet under en bytur i København, og en slovakisk mand efterfølgende blev fængslet og sigtet for en hadforbrydelse, peger flere eksperter på, at forløbet har været højst usædvanligt. Pape selv afviser pure enhver indblanding over for Radio4.
Da statsministerkandidat Søren Pape Poulsens daværende kæreste Josue Medina Vasquez blev overfaldet i byen for fire år siden, burde det blot være blevet klaret med en bøde til den slovakiske overfaldsmand. Det er én af flere nye oplysninger, der er kommet frem i sagen, ifølge Politiken.
Derudover skriver Ekstra Bladet, at Justitsministeriet hemmeligholder interne sms’er om sagen. Det har fået den kendte forsvarsadvokat Erbil Kaya til at kræve en undersøgelse af sagen over for mediet.
Men Søren Pape Poulsen selv nægter i et interview med Radio4 Morgen at have noget at gøre med forløbet, selvom han på det tidspunkt var politiets øverste chef som landets justitsminister.
“Jeg synes ikke, det har noget med mig at gøre. Hvis der er nogen, der har behandlet andre anderledes, end man skulle, så må man spørge Københavns Politi. Jeg har intet imod, hvis man vil lave undersøgelser.”
Så du har ikke forskelsbehandlet nogen her?
“Nej, er du vild? En minister ville jo være direkte dum i hovedet, hvis man tog et særhensyn til et familiemedlem. Det eneste, der var i hovedet på mig, var, at jeg var rystet. Hvis nogen mener, der er noget, så må man da undersøge det. Det har ikke noget med mig at gøre,” siger Søren Pape Poulsen til Radio4.
Hør interviewet med Det Konservative Folkepartis Søren Pape Poulsen, hvor han afviser at have noget med voldssagen at gøre, her: