Over 500 er bekræftet døde efter jordskælv i Tyrkiet: ”Det er katastrofalt”

Members of the Syrian civil defence, known as the White Helmets transport a casualty pulled from the rubble following an earthquake in the town of Zardana in the countryside of the northwestern Syrian Idlib province, early on February 6, 2023. - A 7.8-magnitude earthquake hit Turkey and Syria on February 6, killing hundreds of people as they slept, levelling buildings, and sending tremors that were felt as far away as the island of Cyprus and Egypt. (Photo by Mohammed AL-RIFAI / AFP)

Skrevet af

6. februar 2023

I alt er flere end 500 personer bekræftet omkommet i Tyrkiet og Syrien efter nattens jordskælv i Tyrkiet.

Mange er døde eller fanget under murbrokker efter et kraftigt jordskælv med en beregnet størrelse på omkring 7,8, der ramte det sydlige Tyrkiet og kunne mærkes i Cypern, Libanon og Syrien natten til mandag.

Også flere efterskælv har ramt regionen.

Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der monitorerer jordskælv på verdensplan, oplyser, at skælvet fandt sted klokken 02.17 dansk tid svarende til 04.17 lokal tid – altså mens mange lå og sov.

Jordskælvet har ført til mange sammenstyrtede bygninger. Tyrkiet har erklæret en alarmtilstand på niveau fire, som også udløser en opfordring til det internationale samfund om at komme med hjælp.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Radio4 har mandag morgen talt med Layal Freije, som er mellemøstkorrespondent og har base i Istanbul.

”Det er katastrofalt. Og der florerer videoer, hvor man kan ane en bil under en bygning, som er væltet over, og især mænd, der simpelthen prøver at grave mennesker ud af de her bunker af mursten,” siger Layal Freije til Radio4.

Hør hele interviewet med mellemøstkorrespondent Layal Freije i Radio4 Morgen her: 

Mandag morgen er der langtfra overblik over situationen, men dødstallene stiger fortsat i både Tyrkiet og Syrien. Ifølge Tyrkiets vicepræsident, Fuat Oktay, er 284 personer konstateret døde i landet som følge af jordskælvet, skriver Reuters.

I Syrien er mindst 245 bekræftet døde mandag klokken 07.30 dansk tid, oplyser statsmedier i landet. Det skriver AFP.

Dermed er det samlede antal dødsofre på mindst 529.

Og spørger man mellemøstkorrespondent Layal Freije, så vil dødstallet fortsætte opad.

”Skal man sammenligne med tidligere jordskælv, der har været så voldsomme, som det her, så kan man gå helt tilbage til 1939 i Tyrkiet. Der døde 30.000 mennesker. Det er ikke, fordi man regner med, at det er så mange, der dør den her gang, men man regner stærkt med, at dødstallet bliver ved med at stige,” siger hun.

Det syriske sundhedsministerium har foreløbig bekræftet, at mindst 230 er omkommet i skælvet inden for de regeringskontrollerede områder af landet, mens over 600 er kommet til skade.

I flere provinser i Tyrkiet er der mange kollapsede bygninger. Det gælder både Osmaniye-provinsen, Diyarbakir-provinsen og Malatya-provinsen. I sidstnævnte er mindst 140 bygninger styrtet sammen, oplyser guvernør Hulusi Sahin ifølge nyhedsbureauet AP.

Jordskælvet ramte i en dybde af cirka 17,9 kilometer i nærheden af byerne Gaziantep og Osmaniye ifølge USGS.

Beredskab og Tyrkiets indenrigsministerium har sendt redningsarbejdere ud for at grave folk ud af murbrokkerne. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

USGS skriver i en vurdering, at der er sandsynlighed for “markante tab”.

Skælvet er et af de mest kraftfulde, som har ramt regionen i mindst et århundrede, skriver AFP. Det rammer et område af Tyrkiet, hvor der bor millioner af flygtninge fra Syrien og andre krigsramte områder.

”Der er mange ødelagte bygninger, siger Orhan Tatar, som leder redningstjenesten AFAD, til mediet.

”Folk skal holde sig fra bygninger.”

Billeder fra den tyrkiske tv-kanal TRT viser, at folk er gået ud på snedækkede gader. Det skriver Reuters. De billeder viser også skader på bygninger.

Jordskælvet varede omkring et minut og ødelagde mange vinduer ifølge et Reuters-vidne.

Tyrkiet er en af verdens mest aktive jordskælvszoner.

Skælvet natten til mandag blev efterfulgt af et skælv med en beregnet størrelse på 6,7. Det fandt sted 11 minutter efter det første jordskælv ifølge USGS.

/ritzau/

Foto: Mohammed Al-Rifai/AFP/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

AFTENRADIO

17:05
20:00