Otte sigtelser på et år: Koranloven en "succes"

Skrevet af

4. december 2024

Peter Schwarz-Nielsen

pesch@radio4.dk

Camilla Høj Eggers

che@radio4.dk

Koranloven har effektivt sat en stopper for de omfattende koranafbrændinger, der fyldte gaderne sidste år. Otte sigtelser er det blevet til, siden loven trådte i kraft.

På et år er der kun rejst otte sigtelser efter loven, som blev indført under stor ståhej sidste december. 

Det viser en opgørelse, som Rigspolitiet har lavet for Radio IIII.

Det er et klart udtryk for, at loven virker efter hensigten, siger juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet: 

"Først og fremmest er det et udtryk for, at loven opfattes som en succes, og at det er en meget lille gruppe menneskers ytringsfrihed, som man har begrænset med loven. Der har ikke været det store incitament til at udfordre den nye lovgivning," siger Frederik Waage.

Den første sigtelse efter koranloven blev rejst den 14. december 2023 - den dag loven trådte i kraft. Sidste sigtelse blev rejst i oktober 2024. 

Koranloven betyder, at det er ulovligt at afbrænde religiøse skrifter som Koranen, Bibelen eller Toraen.
Det er også ulovligt at tilsøle, trampe på eller klippe religiøse skrifter i stykker. I selve lovteksten står der, at man kan straffes med bøde eller op til to års fængsel, hvis man udsætter et skrift af væsentlig religiøs betydning for ”utilbørlig behandling”.

Blandt de sigtede er den svenske provokunstner Dan Park, tidligere Stram Kurs-medlem Lars Theilade og tidligere stabschef i Stram Kurs, Dennis Corell Iversen. Stifteren af Stram Kurs, Rasmus Paludan er sigtet for medvirken til overtrædelse af koranloven. 

Der er endnu ikke rejst tiltale eller faldet dom i nogen af sagerne, oplyser Rigsadvokaten til Radio IIII.

Afspiller nu

Børsen brænder

05:00
05:30