Organisationer vil have flere til at anmelde psykisk vold

Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Skrevet af

1. april 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Sidste år var der 523 anmeldelser for psykisk vold. Selvom tallet er stigende, så er det fortsat alt for lidt, i forhold til hvor mange som er udsat for psykisk vold, mener organisationer.

For fem år siden blev det strafbart at udsætte andre for psykisk vold. Men der er stadig for få, der anmelder det.

Det mener organisationerne Danner og Lev Uden Vold.

- Generelt skal der relativt meget til for at anmelde en partner for vold. Og vi kan se, at anmeldelsestilbøjeligheden er endnu lavere for psykisk vold, end den er for fysisk vold og voldtægt, siger Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold.

I 2023 var der 523 anmeldelser for psykisk vold. Det førte til 79 tiltaler og 48 domfældelser.

Det viser tal fra Rigsadvokaten ifølge Lev Uden Vold.

Både antallet af anmeldelser, tiltaler og domfældelser er steget fra 2022 til 2023. Desuden af andelen af anmeldelser, der ender med en dom steget fra 5 procent i 2022 til 9,2 procent i 2023.

Men Elsebeth Kirk Muff mener alligevel, at der fortsat er en ubalance mellem omfanget af psykisk vold og antallet af anmeldelser.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd angav 2,5 procent af befolkningen mellem 16 og 74 år i 2021, at de havde været udsat for psykisk vold inden for det seneste år. Det svarer til omkring 108.000 ofre.

Elsebeth Kirk Muff mener, at flere anmeldelser og domme i sager om psykisk vold, kan være med til at udbrede kendskabet til faresignalerne.

- Jeg tror ikke, vi kan straffe os ud af psykisk vold. Men mere oplysning, viden og opmærksomhed har den effekt, at vi alle sammen bliver bedre til reagere på de røde flag, der er. På den måde kan det have en betydning i forhold til at nedbringe omfanget af psykisk vold, siger hun.

Elsebeth Kirk Muff medvirkede hos Radio4 Morgen. Interviewet kan du høre her:

Også Mette Marie Yde, som er direktør i Danner, mener, at der stadig er for få, som anmelder psykisk vold.

- Det betyder de facto, at det er en paragraf, som ikke bliver brugt som den var tiltænkt. Og for mange bliver psykisk vold dermed en straffri kriminel handling, fordi det ikke bliver anmeldt, siger hun.

Mette Marie Yde mener, at det vil kunne nedbringe mængden af psykisk vold, hvis det bliver mere kendt, at det er strafbart.

Hun understreger desuden, at psykisk vold oftest er det, der går forud for et partnerdrab. Derfor kan det være med til at reducere antallet af partnerdrab, hvis man griber ind og hjælper ofrene tidligere.

Danner fik 3054 henvendelser via organisationens rådgivning i 2023. 81,5 procent af samtalerne handlede om psykisk vold, oplyser Danner.

/ritzau/

Afspiller nu

NOTESBOGEN

04:05
05:00