Ordfører: Justitsministeriet bryder sig ikke om politiets metode

Skrevet af

11. juni 2025

Sylvester Guldberg Røn

sgr@radio4.dk

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Liberal Alliances retsordfører kan nu løfte lidt af sløret for, hvordan man i justitsministeriet ser på nogle de oplysninger, der kommer frem i de nyeste afsnit af ”Den Sorte Svane”.

Tidligere i dag kaldte justitsminister, Peter Hummelgaard (S), en række folketingspolitikere til krisemøde.

Det skete i kølvandet på de to nye afsnit af TV 2-succesen ”Den Sorte Svane”, hvor en række kontroversielle fremgangsmetoder i politiet bliver afdækket.

Justitsministeren har endnu ikke selv udtalt sig om sin holdning til de oplysninger, der kommer frem i de nye afsnit af ”Den Sorte Svane”.

Men ifølge Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen, der deltog på krisemødet tidligere på dagen, så er man i justitsministeriet ikke tilfreds med en af politiets fremgangsmetoder:

- Fik du en fornemmelse af, at den her fremgangsmetode, den var blåstemplet i justitsministeriet?

- Det jeg kan sige er, at det var ikke noget, man syntes godt om, siger ordføreren i ”Eftermiddag” på Radio IIII, og tilføjer:

- Man syntes fra systemets side af, at det var et problem, at man havde taget den fremgangsmetode.

Den fremgangsmetode, som Steffen Larsen henviser til, handler om, at en kildefører hos NSK tidligere har instrueret muldvarpen Amira Smajic i, hvordan hun skulle lyve til en vidneafhøring i forbindelse med en større svindelsag, hvor den tiltalte endte med at få tre års fængsel.

Det er én af de ting, som afsløres i de nye afsnit af ”Den Sorte Svane” gennem en lydfil.

Steffen Larsen fortæller videre, at han er glad for, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed har valgt at åbne en efterforskning i kølvandet på de nye afsnit af TV 2-dokumentaren.

Ordføreren afviste desuden at gå dybere ind i, hvad der var blevet udtalt på mødet.

Han fortalte dog, at han selv ser på politiets ageren med alvor:

- Vi har lavet loven netop for, at man ikke skal overskride grænsen. Og det er det, jeg synes, man kommer ind på her. Og det siger jeg, med det forbehold med, at jeg gerne vil se, hvad man rent faktisk kommer frem til i de undersøgelser, der kommer. Men det er altså noget, der ser meget problematisk ud det her.

Radio IIII forsøger at få en kommentar fra justitsminister Peter Hummelgaard.

Afspiller nu

Utzons uge

20:05
22:00