Nyvalgt folketingsmedlem forsøger at sælge blankt lærred til 200.000 kroner

Skrevet af

27. marts 2026

Mads Juul

manoe@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

Et nyvalgt folketingsmedlem fra Borgernes Parti forsøger under et alias at sælge et blankt lærred til 200.000 kroner på internettet. “Piccasi”, underskriver hun sig.

At ingen har patent på at definere, hvad kunst er, tager et af Borgernes Partis nyvalgte folketingsmedlemmer, Emilie Schytte Pedersen, meget bogstaveligt.

På en hjemmeside, som hun driver under sit kunstner-alias “Piccasi H. Ghalit”, forsøger hun at sælge et blankt lærred til 200.000 kroner.

Værket går under navnet ‘The Great No Man’s Land’.

- Hvis du vil se alle detaljerne i maleriet, så tøv ikke med at udforske, skriver folketingsmedlemmet “Piccasi” om det tomme lærred på Instagram.

Værket er et af i alt otte værker, som findes på hendes online-butik.

Ifølge beskrivelsen er der tale om et 80 cm bredt og 100 cm højt bomuldslærred. Et sådant lærred kan erhverves til cirka 200 kroner på internettet.

- Det blanke lærred repræsenterer den drænende følelse af tomhed, når du føler dig fastlåst, skriver hun og tilføjer, at “den observante beskuer” vil “bemærke et par skygger i lærredet”.

Værket blev først udbudt til salg i 2022, og der er tilsyneladende ikke fundet en køber endnu.

Af hendes online-butik fremgår det værket ‘Self-Portrait’ er det eneste, som er blevet solgt. Det var prissat til 25.000.

Ved tirsdagens folketingsvalg fik hun med 533 personlige stemmer næst færrest af alle de valgte folketingsmedlemmer.

Borgernes Parti fik valgt i fire medlemmer til Folketinget.

Emilie Schytte Pedersen er ikke vendt tilbage RADIO IIIIs henvendelse.

Afspiller nu

Det, vi taler om

14:05
16:00