Nye tal sår tvivl om forretningsmodellen hos Nordic Waste: "Jeg er rystet"

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Skrevet af

23. januar 2024

Tobias Hansen Bødker

tohb@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

Næsten al den jord, Nordic Waste modtog, kom aldrig videre. Virksomheden slog sig ellers op på at omdanne forurenet jord til byggematerialer.

Den konkursramte miljøvirksomhed Nordic Waste hev millioner ton jord ind på virksomhedens arealer, men formåede aldrig at rense større mængder til genanvendelse i industrien.

I både reklamer og interviews har Nordic Waste ellers promoveret sig selv som en grøn miljøvirksomhed, der tager imod forurenet jord og sender rene råstoffer tilbage til f.eks. byggebranchen.

Det viser en opgørelse, som Radio4 har fået adgang til.

Siden Nordic Waste fik en miljøgodkendelse til at tage imod forurenet jord i 2018, er i alt 3,8 mio. tons jord blevet kørt til virksomhedens arealer.

I samme periode har firmaet kun solgt 163.000 ton genbrugssten, knust beton og andre byggematerialer, viser opgørelsen udarbejdet af Randers Kommune.

Dermed har mindre end 5 pct. af den indkomne jord forladt firmaets arealer ved landsbyen Ølst som genbrugsmaterialer. Siden 2018 har virksomheden også haft tilladelse til at genopfylde en gammel lergrav med rent og lettere forurenet jord.

I en ny rapport om det katastrofale jordskred hos Nordic Waste konkluderer analysevirksomheden GEUS, at netop “deponeringen af jord” er “den primære årsag til jordskreddet”.

- Jeg er rystet over, at en virksomhed, der slår sig op på at ville rense og genanvende jord, har gjort det i så lille et omfang, som det har været tilfældet, siger Anker Boje (S), byrådsmedlem i Randers.

Han mener, at de nye oplysninger viser, at Nordic Waste har været “mere en pengemaskine for bagmændene end en grøn virksomhed”.

I efteråret 2023 fik aktive jordskred Nordic Waste til at fremrykke eksplosionen af en 75 meter høj skorsten og flytte en transformator i al hast for at afværge alvorlige ulykker på pladsen.

Samtidig fortsatte virksomheden med at køre jord ind på pladsen.

- Når man har et skred, så skal man ikke lægge mere jord op på, for så accelerer man skredet. Men hvor meget, der skal til før det sker, og hvor stor en mængde, det kræver, er ret specifikt fra skred til skred, siger Kristian Svennevig, en af forskerne bag GEUS-rapporten.

Alene i Randers Havn ankom 56.500 ton jord til Nordic Waste fra oktober til november. Dertil skal lægges den jord, der ankommer direkte med lastbil, skriver Radio4.

- Nordic Waste har haft som hovedvirksomhed at rense forurenet jord og sende det videre. Og det lyder ikke på de her tal til, at det har været det, man i praksis har haft som sin hovedvirksomhed, siger Frida Valbjørn Christensen (Ø), byrådsmedlem i Randers.

Nordic Waste har tidligere reklameret med at være "den eneste virksomhed,” der kan “vaske forurenet jord og aflevere det tilbage som rene råstoffer til gavn for f.eks. byggebranchen.”

Nordic Waste har ikke ønsket at svare på Radio4’s forespørgsel.

Firmaet henviser i stedet til en pressemeddelelse, hvor jordskreds-katastrofen betegnes som “en uforudsigelig tragedie”.

I midten af december udviklede et jordskred med millioner af tons jord sig så kraftigt ved virksomheden, at myndighederne stadig kæmper for at undgå en omfattende miljøkatastrofe.

På trods af, at firmaet havde problemer gennem det meste af 2023, viser tallene, at Nordic Waste fik leveret 591.000 tons jord til Randers Havn i hele 2023. Det svarer til en stigning på 68 pct. sammenlignet med året før.

Igennem 2023 oplevede firmaet både jordskred i foråret, sommeren og efteråret. 

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00