Nye oplysninger modsiger bosted i sag om ætsningsskader: Gjorde rent med klorin

Skrevet af

29. januar 2025

Cordelia Weber

ancow@radio4.dk

Jais Nørgaard Alstrøm

jna@radio4.dk

Kerstine Sofie Winther

kewin@radio4.dk

Rapporter afslører, at afdøde Nanna Kirstine Dahls lejlighed mindst 16 gange blev gjort rent med klorin, selvom bostedets leder over for politiet har afvist, at det blev brugt.

Mindst 16 gange blev Nanna Kirstine Dahls lejlighed på bostedet Habitushuset Ny Mårumvej rengjort med klorin.

Det viser rapporter fra bostedet, som RADIO IIII lægger frem i podcasten “Hvem slog Nanna ihjel?”.

Det står i skarp kontrast til, hvad bostedets leder har udtalt til politiet. Her udtalte hun, at klorin ikke blev brugt og ikke måtte bruges på bostedet, har RADIO IIII kunnet konstatere ved et gennemsyn af politiets efterforskningsmateriale.

Men ledelsen må have kendt til, at der blev brugt klorin, vurderer lektor i specialpædagogik Ida Marie Mundt.

- Selv hvis ledelsen ikke har vidst det, så er det også misrøgt, for så har de ikke læst dagsrapporterne og har dermed ikke styr på deres egne kvalitetstilsyn, siger hun.

Eva Naur, lektor i socialret ved Aarhus Universitet, bakker op om vurderingen.

- Som ledelse skal man naturligvis være orienteret, inden nogen køber farlige kemikalier, siger hun. 

Nanna Kirstine Dahl døde omkring en måned, efter at hun pådrog sig store skader fra et ætsende materiale, mens hun var på bostedet. Nordsjællands Politi har stoppet efterforskningen af sagen, men vurderer, at klorin er ét af de rengøringsmidler, som kan have forårsaget hendes skader.

Købt for Nannas penge

Rapporterne fra bostedet viser, at der blev brugt klorin til rengøring af Nanna Kirstine Dahls lejlighed fra 2017 frem til 2024.

Medarbejdere på bostedet indkøbte klorinen for Nanna Kirstine Dahls egne penge. Det fremgår af en faglig refleksion, hvor medarbejderen efterspørger supervision, fordi vedkommende vurderer, at situationen, hvor Nanna Kirstine Dahls møbler skal vaskes med klorin, er uholdbar.  

“Kræver tid, kræfter, clorin som skal købes udenom vores fælleslager for Nannas egne penge,” står der.

Det fremgår af samme rapport, at medarbejderen har brugt klorin, fordi de rengøringsmidler, som bostedet har, ikke tager lugten, når Nanna eksempelvis har tisset i sin sofa.

I en rapport fra januar 2024 står der, at “Nanna fik den helt store skyller, da det var nødvendigt, og det samme gjorde badeværelset. Det har fået klor (klorin, red.) på væggene, toilet og håndvask.”

Ingen kommentarer

Fire tidligere medarbejdere siger i politiets efterforskningsmateriale, at der blev brugt klorin til rengøring af lejligheden. To kilder siger derudover uafhængigt af hinanden til RADIO IIII, at der i 2024 blev brugt klorin til at rengøre hendes lejlighed.

Heidi Wiese er én af de tidligere medarbejdere. Hun beskriver, at hun kommer ind i lejligheden, hvor en "svømmehalsduft” kommer “hamrende ud i hovedet” på hende.

- Nanna sidder med de der lidt røde øjne i sofaen, og min kollega er inde i soveværelset og tørre væggene ned. Jeg siger, I er simpelthen nødt til at komme ud herfra, og så får jeg Nanna ud på bænken udenfor, siger hun.

Heidi Wiese siger, at hun til et morgenmøde efterfølgende gjorde en mellemleder opmærksom på brugen af klorin hos Nanna Kirstine Dahl.

- Jeg tager fat i ledelsen et par dage efter og siger, at der skal nok lige ruskes op i det der (brugen af klorin, red.), for det var i hvert fald ikke sundt det, som Nanna var i, siger hun.

Direktør for Habitus-koncernen, Martin Godske, har ikke ønsket at svare på RADIO IIII’s spørgsmål.

Afspiller nu

Eftermiddag

14:05
17:00