Nye krav til kasseapparater i 2024 møder kritik

Skrevet af

29. december 2023

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Skattestyrelsen indfører en række nye krav fra 1. januar for detailhandlen. Selvom reglerne har været besluttet længe, fik butikkerne først de endelige retningslinjer i oktober. Det afføder kritik.

Det er de små erhvervsdrivende i detailhandlen, som blandt andre restauranter, grill- og isbarer, værtshuse, købmænd og døgnkiosker, der rammes af de nye regler, som træder i kraft den 1. januar.

Et af de krav, som flere butikker får svært ved at nå at overholde inden mandag, er kravet om et opdateret digitalt kasseapparat.

For selvom langt de fleste butikker har anskaffet sig et digitalt kasseapparat siden 2018, hvor reglerne blev vedtaget, så er det først i oktober i år, at Skattestyrelsen har løftet sløret for de endelige retningslinjer, som kasseapparatet skal overholde.

Dermed kommer flere butikker til at gå ind i det nye år med et kasseapparat, som ikke er lovligt, fordi de ikke har kunne nå at skaffe et, som lever op til kravene.

Det fortæller Jesper Lundberg, formand for Nærbutikkernes Landsforening, til Radio4 Morgen.

- Det er jo store systemer, som skal bestilles hjem. Det er ikke bare en stangvare, man køber hjem med to dages levering. De har vidst det længe, og så er det utroligt, at de først melder det ud til os i oktober.

 Du kan høre hele interviewet med Jesper Lundberg her:

Reglerne er ifølge Skattestyrelsen indført for at undgå snyd med skat og moms.

Det støtter Jesper Lundberg, som udgangspunkt, op om, fortæller han.

- Vi er for, at man undgår snyd med skat. Så håber jeg bare, at de her regler rent faktisk hjælper til netop det. Men det er en dyr løsning, som vi skal implementere, og det klæder ikke Skattestyrelsen ikke have gjort det her mere smidigt, når det er så stor en omstilling.

Teknisk set er det leverandørerne af kasseapparatet og det tilhørende digitale system, som skal leve op til reglerne, men bøden for ikke have det implementeret lander alligevel hos den enkelte kiosk- eller værtshusejer.

Derfor har Skattestyrelsen netop haft fokus på leverandørerne og ikke bare butiksejerne, og det er en af årsagerne til, at retningslinjerne først kom til butikkerne i oktober.

Det fortæller Preben Buchholtz, underdirektør ved Skattestyrelsen, til Radio4 Morgen.

- Leverandørerne har haft problemer med at levere systemerne. Derfor har vi brugt tid på at hjælpe dem med at blive klar. Derfor kom retningslinjerne først i oktober.

- Men når det er sagt, så anerkender vi fuldt ud, at det er kort tid. Derfor indretter vi også vores kontrolaktiviteter derefter, og vi farer ikke ud den 2. januar med kontrol af det her.

Du kan høre hele interviewet med Preben Buchholtz her:

Én af dem, som de her regler rammer, er Jan Johansen, som ejer af Skalborg Kiosk & Spillehal.

Han fik i december at vide af sin leverandør af kasseapparatet, at de ikke kunne nå at implementere de nye regler i deres system. Dermed måtte Jan Johansen skifte leverandør, men han formår alligevel ikke at blive klar til 1. januar med det lovpligtige system. Det fortæller han til Radio4 Morgen.

- Det er jo bestilt, men før det kommer, og alle varer er lagt ind, og jeg og mine medarbejdere er oplært i systemet, så går der jo tid. Jeg synes, det er noget uheldig timing.

 Du kan høre hele interviewet med Jan Johansen her:

- Jeg håber godt nok, at de giver os lidt snor her først på året. For vi bliver altså ikke klar. Det havde nok været bedre at udskyde reglerne til 1. april eller deromkring. Vi har jo også, andet vi skal se til her i slutningen af året med regnskab, status osv.

Reglerne, som træder i kraft 1. januar, omfatter butikker i detailhandlen, som har en omsætning på under 10 millioner kroner om året.

Det er dermed de allermindste butikker, som skal sikre sig, at deres kasseapparatet overholder reglerne.

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00