Ny ulykke på udskældt bosted: Beboer antændte iPad ved at bide i den

Skrevet af

23. august 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Tre beboere var indenfor kort tid involveret i alvorlige ulykker på samme bosted. En ny redegørelse viser, at bostedet undlod at informere Socialtilsynet om hændelserne, og det møder skarp kritik

Indenfor bare én måned kom tre udviklingshæmmede beboere alvorligt til skade på bostedet HabitusHuset Ny Mårumvej.

Men en redegørelse fra Socialtilsynet viser, at bostedet ikke informerede tilsynet, og det får lektor i socialret ved Aarhus Universitet, Eva Naur til at rette en skarp kritik af bostedet.

“Det er fuldstændig centralt, at et bosted informerer Socialtilsynet om hændelser af den karakter, fordi det er helt afgørende for, at de kan løse deres opgave med at føre tilsyn. De skal kunne stole på, de får den her form for oplysninger,” siger hun til RADIO IIII.

Af redegørelsen fremgår det, at en beboer bed så kraftigt i sin iPad, at der gik ild i den.

Der opstod efterfølgende voldsom røgudvikling, brandvæsenet blev tilkaldt og beboeren skulle observeres for røgforgiftning.

En anden beboer blev indlagt til afgiftning efter at have spist cigaretskodder, mens en tredje beboer – 30-årige Nanna Kirstine Dahl – døde som følge af alvorlige kemiske ætseskader, hun havde fået på bostedet.

Af redegørelsen fremgår det også, at Socialtilsynet slet ikke blev informeret om hændelserne med cigaretskodderne og iPaden, og at botilbuddet underdrev omfanget af Nanna Kirstine Dahls skader markant.

“Den 30. april 2024 orienterede tilbudsleder socialtilsynet om, at tilbuddet dagen forinden havde kontaktet 1813 på grund af, ”røde mærker på en af vores beboeres hud”. Det er den episode, som senere endte med, at beboeren afgik ved døden som følge af kemiske brandsår,” fremgår det af redegørelsen.

Lektor Eva Naur har læst redegørelsen.

Hun kalder sagen et af de mest tydelige eksempler på et tilbud, hvor man overhovedet ikke tager sine opgaver alvorligt.

“Man skal altid være varsom med at gætte på andres intentioner, men der er så mange svigt her, at det ikke ser ud som om, de har en interesse i at levere omsorg og pleje for beboerne, og så kan man få den mistanke, at det for dem er en indtægtskilde og intet andet,” siger Eva Naur.

Hun forklarer, at det er essentielt, at Socialtilsynet får besked af et botilbud, hvis der har været hændelser, hvor beboerne er kommet til skade eller har været i fare.

“Tilsynet skal bruge oplysningerne til at vurdere, om tilbuddet løser den opgave, de får betaling for. Hvis tilbuddet ikke kan løse opgaven, men Socialtilsynet ikke opdager, hvor dårlig kvaliteten er, fordi der er oplysninger, de ikke har, så er der en risiko for, at beboerne bliver udsat for omsorgssvigt og vanrøgt,” siger hun.

HabitusHuset Ny Mårumvej blev lukket af Socialtilsynet 1. juli, men koncernen bag driver fortsat 28 tilbud rundt omkring i Danmark med plads til 278 beboere.

Direktør for Habitus-koncernen, Martin Godske, er ikke vendt tilbage på Radio IIII’s henvendelser.

Socialtilsyn Hovedstaden ønsker ikke at kommentere redegørelsen.

Afspiller nu

Debat

20:05
22:00