Ny naturnationalpark på Læsø får lunken modtagelse hos borgmester

Skrevet af

24. marts 2022

idk@radio4.dk

idk@radio4.dk

Miljøminister Lea Wermelin (S) har torsdag løftet sløret for, hvor 10 nye naturnationalparker skal placeres rundt om i landet. En af dem drejer sig om Læsø Klitplantage.

Nyheden møder dog ikke ligefrem jubel hos Læsøs borgmester, Tobias Birch (V). Hør ham i Radio4 Morgen herunder:

”Nu skal vi jo lige forholde os til det. Men når det så er sagt, så er vi jo glade for endelig at have fået en afklaring på det. Den har vi jo søgt i snart et halvt års tid,” siger borgmesteren.

Læsø Klitplantage er som en af de 10 nye naturnationalparker en del af ”Natur- og Biodiversitetspakken”. Her er der afsat 888 mio. kroner til at give dansk natur et løft, som regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet står bag.

Meningen bag naturnationalparkerne er at styrke natur og biodiversitet ved, at der etableres store sammenhængende naturområder. Her skal naturen så vidt muligt have lov til at udvikle sig på naturens præmisser, lyder det i en pressemeddelelse.

Udsigten til en naturnationalpark på Læsø får formentlig en blandet modtagelse hos den almene Læsøboer. Sådan lyder vurderingen fra borgmesteren, da Radio4 Morgen taler med ham, kort efter nyheden er kommet ud.

”Jeg forestiller mig, at der er nogle kritikere, og så er der også nogle, der er positive. Og nogle, der tænker ’Nu må vi så se, hvad vi kan få ud af det’,” siger Tobias Birch (V) og fortsætter:

”Vi er i hvert fald nogle lokalpolitikere, som siger: ’Nu kender vi fakta, og så skal vi have det bedst mulige ud af det.’”

Danmark får i alt 15 naturnationalparker. Fem af dem var blevet bestemt før dagens pressemøde, mens de sidste 10 er blevet afsløret torsdag. Du kan se dem på kortet herunder:

Kort: Miljøministeriet

Foto: Søren Breiting/Biofoto/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00