Nuuk-borgmester opfordrer byens borgere til at hejse det grønlandske flag

Skrevet af

14. januar 2026

Peter Marstal

petma@radio4.dk

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

I døgnet op til det omstridte møde mellem danske, grønlandske og amerikanske ministre om Grønland har Nuuks borgmester bedt byens borgere om at hejse det grønlandske flag.

Borgmesteren i Nuuk, Avaaraq S. Olsen (IA), har i døgnet op til det længe ventede møde mellem danske, grønlandske og amerikanske ministre opfordret borgerne i Nuuk om at hejse det grønlandske flag.

Det fortæller hun til RADIO IIII's udsendte reporter i Grønland, Peter Marstal.

- Det er for at vise støtte til vores landspolitikere, der står i en vanskelig situation, fortæller hun.

- Men det er også for at vise vores politikere, at vi står bag dem og fordi vi som borgere har brug for at føle, at vi står sammen. Det gør vi via vores flag, som vi er meget stolte af, fortæller Avaaraq S. Olsen.

Forud for mødet mellem Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, og den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, samt udenrigsminister Marco Rubio har den anspændte stemning mellem landene i spørgsmålet om Grønland tynget befolkningen i Nuuk, lyder det fra borgmesteren.

- De sidste par dage har nerverne siddet ude på tøjet. Vi er ved at være slidte. Så mødet i dag kommer til at fortælle os noget om, om vi får ro på i den kommende tid, fortæller hun.

Avaaraq S. Olsen erkender, at hun også selv frygter for, hvad der kommer ud af mødet.

- Jeg er bange for, om det Grønland, vi kender i dag, vores dagligdag og styreform skal til at ændres.

Ifølge Avaaraq S. Olsen arbejder Nuuk Kommune tæt sammen med forskellige departementer og Arktisk Kommando for at være rustet til alle mulige scenarier, når mødet er overstået.

Mødet finder sted klokken 16:30 dansk tid og er stablet på benene, efter at USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har udtrykt sig om, at USA vil have "ejerskabet" af Grønland.

Afspiller nu

Debat

20:05
22:00