Regeringen vil nu tillade 17-årige at kunne køre bil uden ledsager.
Det kom frem torsdag formiddag, da regeringen præsenterede sit landdistriktsudspil på et pressemøde i Skælskør.
Baggrunden ifølge transportminister Thomas Danielsen er, at det for unge i landdistrikterne ofte er en udfordring at komme til deres uddannelsessted.
- Uden for de store byer er bilen den klart mest fleksible løsning. I dag kan man få kørekort som 17-årig og køre med ledsager, og nu tillader vi, at 17-årige også må køre selv i dagtimerne, så de kan passe studier og læreplads. Det vil gøre en stor forskel for de unge, som ikke længere er afhængige af deres forældre, siger transportminister Thomas Danielsen.
Men hvis regeringen begrunder udspillet med et sådan argument, så bør den nedre grænse for at køre bil uden ledsager faktisk sættes helt ned til 16 år.
Det fortæller politisk ordfører for Danmarksdemokraterne Susie Jessen til Morgen på RADIO IIII.
- Når man begynder på en ungdomsuddannelse ude i landdistrikterne, så er man ofte yngre end 17 år. Så udspillet rammer ikke bredt nok, siger hun.
Hør interviewet med Susie Jessen her:
Susie Jessen mener ikke, at kørekort til 16-årige vil medføre flere episoder med vanvidskørsel blandt unge bilister.
- Jeg tror på, at de unge mennesker kommer til at køre ordentligt. Det skal gøres indenfor en tidsbegrænsning i løbet af dagen, så vi kan styre det og undgå for meget bykørsel, siger hun med henvisning til, at der i det nye udspil er lagt op til, at de 17-årige er begrænset til at kunne køre uden ledsager i dagtimerne.
Hos Rådet for Sikker Trafik har man inden præsentationen af udspillet kaldt kørekort til 17-årige uden ledsager for en dårlig idé. Organisationen forudser, at regeringens forslag vil betyde flere kvæstede og dræbte.
- Vi er bekymret over det her forslag, fordi beregninger allerede viser, at det vil resultere i flere dræbte og alvorligt kvæstede 17-årige hvert år, lød det fra vicedirektør Karina Petersen.
Susie Jessen afviser ikke Rådet for Sikker Trafiks udmelding. Men udsigten til at hjælpe landdistrikterne vejer tungest, mener hun.
- Jeg kan ikke se, at Rådet for Sikker Trafik skulle lyve. Når man udvider en aldersgrænse, er det klart, at der potentielt er flere, der kan ende i en ulykke. Men jeg synes, det er vigtigt at få øjnene op for, at ikke alle rundt om i landet har mulighed for at tage en metro tæt på ens bopæl, lyder det fra Danmarksdemokraternes politiske ordfører.
Under samme præsentation kom det fra regeringens side frem, at promillegrænsen på 0,5 ikke skal gælde de første tre år efter erhvervelse af kørekortet.
I stedet skal der være en "de facto nultolerance" over for alkohol.