Ni partier presser regeringen: Helligdag kan fredes med anden finansiering

Søren Pape Poulsen, Mai Villadsen, Martin Lidegaard og Pernille Vermund under møde i Folketingssalen, hvor der vil være en redegørelse af statsministeren, på Christiansborg i København, tirsdag den 17. januar 2023.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

19. januar 2023

SVM vil skrotte helligdag for at finansiere forsvarsudgifter. Det kan ske på anden vis, mener øvrige partier.

De ni partier uden for regeringen har sat sig sammen og er kommet frem til alternative finansieringsforslag end at skrotte en helligdag for at få adgang til forsvarsforhandlingerne.

Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra de ni partier i Folketinget, som ikke er med i SVM-regeringen.

Det vil sige: SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Regeringen har foreslået at afskaffe store bededag som helligdag for at finansiere de øgede forsvarsudgifter. Det er blevet mødt af heftig kritik. Foruden fra de ni partier har også fagbevægelsen ytret kritik.

I Radio4 Morgen har vi talt med De Konservatives formand Søren Pape Poulsen om oppositionspartiernes finansieringsforslag. Hør interviewet her:

De ni partier opfordrer igen regeringen til at droppe forslaget om at skrotte store bededag som en adgangsbillet til selve forhandlingerne.

“Det er urimeligt at stille en samlet forligskreds overfor én eneste mulig finansiering, før der er indkaldt til forhandlingerne,” lyder det i pressemeddelelsen.

“På den baggrund foreslår de ni partier nu andre finansieringsmuligheder med ønsket om, at regeringen åbner for adgangen til de kommende forsvarsforhandlinger,” lyder det videre.

I sidste uge meddelte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at De Radikale, SF og De Konservative, som var med i Det Nationale Kompromis om øgede forsvarsudgifter, senest fredag i denne uge skal give svar på, om de vil stemme for at afskaffe store bededag.

Afskaffelsen af en helligdag skal ifølge regeringen bidrage til at finansiere selve forsvarsaftalen. Og hvis partierne vil med i et kommende forsvarsforlig, som de har sagt, at de vil, så skal de også støtte finansieringen, lød det fra Ellemann-Jensen.

Altså skrot store bededag, ellers er der ikke adgang til forhandlingerne. Det har flere partier beskrevet som bøllemetoder.

De ni partier mener at have fundet tre finansieringselementer, som giver i alt tre milliarder kroner.

De skal findes i henholdsvis prioritering af offentlige investeringer (1,25 milliarder kroner), aftalen om vinterhjælp fra sidste år (1 milliarder kroner) og yderligere at trimme erhvervsstøtteordningerne (0,75 milliarder kroner).

/ritzau/

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

A-Z

23:00
03:00