Til næste folketingsvalg vil Kristian Thulesen Dahl efter 26 års medlemskab ikke længere være at finde på stemmesedlen for Dansk Folkeparti. Det fortæller han til Radio4 på årets Folkemøde.
René Christensen, politisk næstformand for Dansk Folkeparti, synes det er rart, at der nu er kommet en afklaring om Kristian Thulesen Dahl´s fremtid i partiet.
“På et eller andet tidspunkt skulle der træffes et valg og det er jo ingen hemmelig, at vi har været udfordret i forhold til det samarbejde, der har været i partiet”, siger René Christensen.
Hør interviewet med René Christensen, politisk næstformand for Dansk Folkeparti, her:
René Christensen ser frem til at der nu kan komme mere ro i partiet.
“Når Kristian siger, at han ikke genopstiller, så betyder det at Kristian kan komme videre, men det gør også at partiet kan komme videre for det har fyldt alt for meget på det sidste,” siger han.
Overfor Radio4 siger Kristian Thulesen Dahl dog, at han ikke agter at forlade partiet inden næste folketingsvalg:
“Man skal forstå, at der er mange, jeg holder af, og som jeg har arbejdet sammen med i mange år. At melde sig ud er ikke bare noget, man lige gør. Jeg har været lang tid i politik, og der er også ting, jeg gerne vil lave færdigt i mit politiske arbejde.”
I dag er Kristian Thulesen Dahl forsvarsordfører i Dansk Folkeparti og den post mener René Christiansen godt han kan forsætte i.
“Kristian kan bestemt udfylde sit ordførerskab for han er ikke uenig i den politiske linje,” siger han.
Adspurgt om Kristian Thulesen Dahl kan få andre vigtige ordførerskaber i sin sidste tid i Dansk Folkeparti svarer René Christiansen:
“Nej, det er jo ligesom at være på en arbejdsplads, hvor man har sagt op. Det er jo ikke der man bliver forfremmet, der passer man bare sine ting til den dag man stopper.”
Jens Dresling/Ritzau Scanpix