Sass-bogen flopper: ”Den har solgt ganske, ganske lidt”

Skrevet af

10. juni 2025

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Trods gratis eksponering i månedsvis har Henrik Sass Larsens bog ”Tilbageslag” ikke formået at vække stor interesse. Efterspørgslen er i alt fald ”ret begrænset”, lyder det fra flere bogforhandlere.

Sjældent er en bog blevet så eksponeret, som den tidligere toppolitiker og minister Henrik Sass Larsens ”Tilbageslag” er blevet.

Men trods den store bevågenhed om bogen, så er interessen altså meget begrænset, fortæller flere bogforhandlere til Radio IIII.

”Den har solgt ganske, ganske lidt,” lyder det fra Marianne Lyngby Hansen, der er direktør for Indeks Retail A/S, der står bag Bog og Idé.  

Hun oplyser desuden, at de i går havde modtaget lige akkurat nul forudbestillinger på bogen.

Jeppe Trier, der er direktør i Saxo, kunne også i går fortælle, at interessen for bogen var ”meget begrænset”. Og selvom salget er kommet en smule i gang siden udgivelsen, så bliver bogen altså langt fra revet af hylderne:

”Vi sælger mere i dag, men fortsat et begrænset salg,” lyder det i en sms til Radio IIII.

En anden boghandel, der også sælger bogen, er William Dam.

Deres direktør, Peter Povlsen, oplyste tirsdag morgen til Radio IIII, at de blot havde modtaget 23 forudbestillinger af bogen.

Radio IIII har spurgt direktørerne i de tre boghandler, om de ved noget om bogens tilblivelse. Blandt andet hvem der har trykt den, og hvem der har betalt for den.

Det ved de dog ikke. Ifølge Jeppe Trier, så er deres viden om bogen generelt ”meget begrænset”.

Henrik Sass Larsens bog fortæller både ekspolitikerens livshistorie fra barnsben til toppolitiker, men i bogens prolog berører han altså også sagen, hvor han er tiltalt for at være i besiddelse af store mængder overgrebsmateriale med børn samt en børnesexdukke.

Radio IIII har forsøgt at få en kommentar fra Henrik Sass Larsen gennem hans forsvarsadvokat, Berit Ernst, men hun er ikke vendt tilbage endnu.

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00