Hver anden har mistet tillid til politikerne under regeringsforhandlinger

Skrevet af

1. juni 2026

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

49 procent af danskerne har fået påvirket deres tiltro til politikernes evner til at lede landet negativt grundet regeringsforhandlingerne. Det viser en ny undersøgelse lavet for RADIO IIII.

De lange og snørklede regeringsforhandlinger har sat sine spor i danskernes tiltro til politikernes evner.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for RADIO IIII, hvor en række danskere har svaret på spørgsmålet: "Hvordan har regeringsforhandlingerne påvirket din tiltro til politikernes evne til at lede landet?".

I undersøgelsen svarer sammenlagt 49 procent af de adspurgte danskere nemlig, at regeringsforhandlingerne har påvirket deres tiltro til politikernes evner til at lede landet "negativt" eller "overvejende negativt".

Omvendt svarer blot seks procent af danskerne, at det har påvirket deres tiltro til politikernes evner "positivt" eller "overvejende positivt".

Derudover svarer 37 procent, at regeringsforhandlingerne ikke har påvirket deres tiltro til politikernes evner til at lede landet, mens otte procent har svaret "ved ikke".

Det er nu over to måneder siden, at de historisk lange regeringsforhandlinger gik i gang.

I den tid har der nået at være tre kongerunder og tre kongelige undersøgere, henholdsvis Mette Frederiksen (S), Troels Lund Poulsen (V) og nu Mette Frederiksen igen, efter Moderaterne meddelte, at man ikke ville støtte en V-LA-K-regering.

Meget tyder dog på, at ventetiden snart er forbi.

De politiske analytikere spår nemlig nu, at en regering bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Moderaterne er på trapperne.

Afspiller nu

Eftermiddag

14:05
17:00