Danmark har i 2025 købt udstyr for mindst 7 mia. kr. igennem et Nato-agentur, som er under efterforskning for korruption. Sagen tages meget alvorligt, siger Forsvarsministeriet.
Den danske stat har købt militært isenkram for milliarder af kroner igennem Natos indkøbsagentur, Nspa, som efterforskes i forbindelse med flere sager om korruption.
Det viser tal som RADIO IIII har modtaget fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).
På trods af den igangværende efterforskning, så vil Danmark ikke sætte deres indkøb igennem agenturet på pause.
- Der er (...) pt. ingen planer om generelt at sætte anskaffelser fra Nspa på hold, hvilket også skal ses i lyset af, at der er tale om en igangværende efterforskning, oplyser Forsvarsministeriet i et skriftligt svar til RADIO IIII.
Forsvarsministeriet henviser til, at der hvert år foretages “mange indkøb (...) via Nspa”, ligesom der er “mange fordele” ved at bruge agenturet. Ifølge ministeriet kan den danske stat spare både tid og penge.
Men Danmark bør som medlem af Nato stille krav til agenturet, lyder det fra en ekspert.
- Danmark bør stille de samme krav til Nato som til ukrainerne - altså at man helt kontant følger op på korruptionsanklager, siger formand for Transparency International i Danmark, Jesper Olsen.
Allerede i februar modtog alle medlemslandene i Nato en advarsel fra den daværende HR-chef i Nspa, Genevie Machlin. Den øverste ledelse i Nspa undlod ifølge hende bevidst at efterforske sager om korruption og generel svindel i agenturet.
Kort tid efter begyndte flere konkrete korruptionssager med forbindelse til Nspa at rulle i offentligheden. Samme måned iværksatte rumænske myndigheder en efterforskning af en sag om korruption for op imod en million kroner, som ifølge flere internationale medier involverer Nspa.
I midten af maj gennemførte politimyndigheder så koordinerede ransagninger i syv europæiske lande som led i en større korruptionsaktion rettet mod agenturet. Aktionen førte til anholdelser i blandt andet Belgien, Holland, Luxembourg og også USA.
- Efterforskningerne er stadig igang, oplyser Eurojust, der bidrager med koordineringen på tværs af myndighederne i de europæiske lande, til RADIO IIII.
Forsvarsministeriet vil ikke oplyse, om danske myndigheder har bidraget til den igangværende efterforskning af Nspa.
Forsvarsministeriet vil heller ikke oplyse, hvilken dansk myndighed, der modtag den markante advarsel fra Nspas daværende HR-chef i februar, og hvordan man fra dansk side reagerede på den.
- Sagen tages meget alvorligt, idet der er tale om en mulig korruptionssag. Det er afgørende, at der kan stoles på Forsvarsministeriets samarbejdspartnere, og det er derfor vigtigt, at sagen undersøges til bunds, skriver ministeriets i et svar til Radio IIII.
Forsvarets brug af Nspa har været i voldsom stigning de senere år.
Fra 2020 til 2022 købte Danmark ind for under 500 mio. kr. årligt igennem agenturet, hvilket steg til 7-800 mio. kr. de efterfølgende år.
Alene indkøbet af langtrækkende droner og adgang til lufttankning betyder dog, at Forsvaret i 2025 har købt materiel gennem agenturet for mindst 6,8 milliarder kroner.
