Ministerie modsiger Socialdemokratiet

Skrevet af

6. februar 2025

Nicolai Dandanell

nicod@radio4.dk

Toke Gripping

tokgr@radio4.dk

Fiskeriordfører Bjarne Laustsen (S) mente, at en udskudt CO2-afgift på dansk fiskeri ville gøre fiskeriet ”mere klimavenligt”. Et svar fra klimaministeriet viser det modsatte.

Dansk fiskeri bliver mere klimavenligt af, at regeringen udskyder en CO2-afgift for fiskerne, lød det fra Socialdemokratiets fiskeriordfører Bjarne Laustsen, da han medvirkede i Morgen på RADIO IIII.

Men det er forkert. Ifølge beregninger fra klima- energi og forsyningsministeriet vil udskydelsen af CO2-afgiften føre til merudledning på 0,1 millioner tons CO2 de næste fire år frem til og med 2029. Det skriver ministeriet i et svar til RADIO IIII.

RADIO IIII har forsøgt at få et opfølgende interview med Bjarne Laustsen for at spørge, hvordan det hænger sammen, at dansk fiskeri bliver mere klimavenligt med den udskudte CO2-afgift, når det ifølge ministeriet fører til mere udledt CO2. Det har han ikke ønsket at stille op til.

Regeringen præsenterede mandag et udspil, som vil neutralisere en prisstigning på diesel til danske fiskere ved at udskyde en CO2-afgift, der ellers trådte i kraft ved årsskiftet.

Direkte adspurgt om det ville gøre dansk fiskeri mere eller mindre klimavenligt, svarede Socialdemokratiets fiskeriordfører Bjarne Laustsen:

- Det gør det faktisk mere klimavenligt, for det, der skete, det var jo, at danske fiskere begyndte at sejle til Sverige, Skotland og Norge for at tanke brændstof. Så derfor brugte man meget mere brændstof på at gøre noget, der er uhensigtsmæssigt.

Bjarne Laustsen argumenterede for, at dansk fiskeri kan bruge de næste fire år, hvor afgiften er neutraliseret, på at finde løsninger, som i sidste ende vil gøre fiskeriet mere klimavenligt, når afgiften igen træder i kraft.

- Med aftalen kan man få pengene tilbage, og så kan man begynde at kigge på hvilke grønne løsninger, der findes, og også påskønne, at de bliver installeret i dansk fiskeri i de kommende år.

CO2-afgiften træder reelt i kraft igen i 2030, hvor Danmark til den tid skal have indfriet 2030-målet om 70 procents reduktion af drivhusgasser.

Afspiller nu

Det billige skidt med Holm og Klein

05:30
06:00