Minister om besættelse af bygning: - Det bliver jeg kun glad for

Skrevet af

18. december 2025

Nicolai Dandanell

nicod@radio4.dk

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund mener, det er et sundhedstegn, at en række studerende på Frederiksberg besatte en skolebygning i fem dage.

For nylig besatte en række studerende fra læreruddannelsen deres egen skolebygning på Campus Nyelandsvej på Frederiksberg i fem dage.

Det skete i protest mod, at læreruddannelsen på Frederiksberg egentlig stod til at lukke.

I går kunne uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) dog melde ud, at regeringen ønsker at redde læreruddannelsen på Campus Nyelandsvej med en økonomisk håndsrækning.

Og det viser sig da også, at besætterne har gjort et indtryk på ministeren. Det fortæller hun i ”Morgen” på RADIO IIII.

- Jeg er glad for, at de studerende tager deres uddannelse så alvorligt, og faktisk går på barrikaderne for lige præcist det sted, som de holder så meget af.

-Er du så glad, at du også er glad for, at de besatte bygningen i fem dage?

- Prøv at hør, jeg synes, at unge er aktivistiske for noget, der betyder noget for dem, det synes jeg, er et sundhedstegn. Det bliver jeg kun glad for.

- Kan du se, at du med den udtalelse, kan være med til at motivere elever til at besætte bygninger i fremtiden?

- Prøv at hør, jeg synes ikke, man skal gå rundt og besætte bygninger...

- Men i det her tilfælde var det jo fint?

- Jeg synes helt ærligt, vi lever i et demokrati, hvor alle skal komme til orde. Her er der nogle unge studerende, som meget tydeligt har vist, at de er superglade for deres læreruddannelse på Nyelandsvej. Det er svært som uddannelsesminister at være andet end glad for den begejstring.

Christina Egelund fortæller desuden i interviewet, at hun endnu ikke kender den helt præcise regning for at beholde campus Nyelandsvej endnu.

<iframe src='https://radio4.dk/embed/780f28e0-1eda-4933-ade4-b3b700a25a91' width='700' height='130' frameborder='0'></iframe>

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00