Minister bliver kaldt i samråd efter sager om døde børn: “Det er dybt tragiske historier”

Skrevet af

27. januar 2023

tobh@radio4.dk

tobh@radio4.dk

alch@radio4.dk

alch@radio4.dk

smje@radio4.dk

smje@radio4.dk

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) bliver nu kaldt i samråd om syriske børn, der er døde efter behandlingsforløb uden tolk.

En otteårig pige og en treårig dreng med syrisk baggrund døde efter to behandlingsforløb, hvor lægerne ikke brugte en tolk, selvom børnenes familier kun taler sparsomt dansk.

De to sager har fået flere lægefaglige eksperter til at rejse hård kritik af den manglende brug af tolkning. Over for Radio4 har eksperter peget på, at sprogbarrieren har været en medvirkende årsag til, at det gik så galt.

Det får nu Enhedslisten til at kalde indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i samråd.

“Det er nogle dybt tragiske historier, I beretter om, og det mest tragiske er, at de kunne have været undgået,” siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).

Selvom lægerne i begge sager havde mulighed for at få en gratis tolk til at oversætte under behandlingsforløbene, fordi det handler om børn, mener Enhedslisten, at tolkegebyret nu helt skal fjernes for alle patienter, der kontakter lægen.

“Vi ved, at det forårsager problemer både i forhold til, at der kan opstå fejlbehandlinger, men også fejldiagnosticeringer og fejlmedicinering,” siger Peter Hvelvplund.

“Problemet er jo, at når man har indført et tolkegebyr og sagt, at tolkning er en ydelse, som i langt størsteparten af tilfældene er pålagt egenbetaling, så er det ikke en naturlig del af sundhedsvæsenet,” tilføjer han.

Kunne have været undgået

Sagen om den treårig dreng fra Odense har ført til kritik fra Styrelsen for Patientklager, der har kritiseret to læger for at lave en mangelfuld behandling og for ikke at bruge tolk. Ifølge styrelsen var der store sprogvanskeligheder mellem drengens familie og lægerne. En sagkyndig har vurderet, at drengens chancer for at overleve ville have været forbedret, hvis lægerne havde brugt tolk.

I dagene op til drengens død, overså læger flere alvorlige symptomer. Ni gange på otte dage forsøgte drengens forældre at få den rette lægebehandling af deres søn, der døde af akut leukæmi i efteråret 2019. Det kan du læse mere om ved at klikke her.

Heller ikke i forløbet med den otteårige syriske pige Aryam blev der på noget tidspunkt i behandlingen brugt en tolk. Det beskriver Radio4’s podcast “Den døde pige i lægehuset,” som du finder ved at klikke her.

Den otteårige pige døde efter et svært astmaanfald, mens hun lå i armene på sin far, Sohaib Alnasif, hos familiens praktiserende læge i Haderslev Kommune. Samme dag, hvor pigen døde, forsøgte hendes far flere gange at få akut lægehjælp.

Eksperter har over for Radio4 peget på, at hendes dødsfald kunne have været undgået. Det kan du læse mere om her.

“Farens bekymring i forhold til at stå med et akut, kritisk og dødssygt barn er ikke blevet taget alvorligt her,” har Christian Wejse, der er professor i Tværkulturel Medicin på Aarhus Universitet, sagt til Radio4.

Ifølge Sundhedsloven er det lægen, der skønner, om der er brug for at få tilkaldt en tolk under behandlingen af et barn.

Ifølge Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, bør tolkegebyret fjernes helt. Han mener, at det vil gøre det mere almindeligt at bruge tolke i det danske sundhedssystem og dermed sikre, at tolke i højere grad inddrages i behandlingen af børn.

“De to eksempler, som I har fremdraget, viser, hvor meget kommunikation betyder, og hvor afgørende det er, at der er en god og tæt kommunikation mellem patient og læge,” siger han.

Sagen om otteårige Aryam bliver i øjeblikket behandlet af Styrelsen for Patientklager. Det pågældende lægehus, der er blevet kritiseret, har ikke ønsket at kommentere.

Afspiller nu

KRANIEBRUD

19:05
20:00