Midt under jordskred: Miljøfarligt støv hang i luften og lå på parkerede biler

Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Skrevet af

9. januar 2024

Tobias Hansen Bødker

tohb@radio4.dk

 

Ekspert er bekymret over, at et miljøfarligt produkt blev spredt på Nordic Wastes arealer i forbindelse med jordskredskatastrofe. Støvet kunne “tydeligt mærkes i øjne og luftveje”, viser dokumenter. 

Et sundheds- og miljøskadeligt stof fløj rundt i luften, da Arbejdstilsynet besøgte den østjyske virksomhed Nordic Waste midt under et voldsomt jordskred i december. 

Billeder, som Radio4 har fået aktindsigt i, viser eksempelvis, hvordan støvet ligger på en parkeret bil udenfor indhegningen og tydeligt ses i skæret fra projektører. 

- Der var betydelig støvudvikling på pladsen foran administrationsbygningen, skriver Arbejdstilsynet i en afgørelse. 

Ansatte fra virksomheden bar ikke de nødvendige åndedrætsværn, selvom “støvet tydeligt kan mærkes i øjne og luftveje.” 

Forholdene fik Arbejdstilsynet til at udstede et strakspåbud til Nordic Waste. 

Stoffet, der fløj rundt i luften over Nordic Waste, kaldes “hvid microfiller” og er et restprodukt fra cementproduktionen ved Aalborg Portlands fabrikker. 

Microfiller kan forårsage alvorlig øjenskade, allergisk hudreaktion og irritation af luftveje. 

- Det er det, vi kalder akut farligt, så man skal undgå at komme i kontakt med det for enhver pris, siger Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi ved Københavns Universitet. 

Hun har gennemgået Arbejdstilsynets rapport, produktets sikkerhedsdatablad og en udtalelse fra Miljøstyrelsen for Radio4. 

- Jeg er bekymret for dem, der bor i nærheden af, hvor støvet findes. Børn, hunde og voksne kan jo godt finde på at gå ud og kigge på det, og det skal de altså lade være med, siger hun. 

Radio4 har været i kontakt med beboere i området og personer, der ofte færdes i nærheden af Nordic Waste. Nogle fortæller, at de har set “hvidt pulver” på jorden nær virksomheden. 

Nordic Waste opførte i midten af december en større jordvold af “microfiller” i et mislykket forsøg på at standse det jordskred, der har ført til frygt for en omfattende miljøkatastrofe i Randers.  

Jordskredet har sendt mindst to mio. ton jord i bevægelse hos virksomheden, der opbevarer store mængder forurenet jord. 

Skadeligt stof 

I et sikkerhedsdatablad for microfiller skriver Aalborg Portland, at man skal “undgå unødig udslip til omgivelserne” for at beskytte miljøet. 

Miljøstyrelsen fremhæver, at “stoffet kan være toksisk ved højere koncentrationer”. 

- Som et restprodukt fra cementproduktion må det forventes, at microfiller indeholder miljøfarlige forurenende stoffer, herunder især metaller, som kan påvirke vandmiljøet, skriver styrelsen.

- Hvis der er ræve eller andre dyr i området, så er det ikke sundt for dem. Det kan godt være, at man finder døde dyr på sigt, vurderer toksikologen Lisbeth E. Knudsen. 

Direktøren for Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune, Jens Heslop, kalder arbejdet med at holde microfiller ude af et lokalt vandløb for ”en central del af indsatsen”. 

Derfor tager kommunen løbende vandprøver på stedet. 

- Jeg kan ikke afvise, at der er kommet noget (microfiller, red.) ud i Alling Å, men det får vi prøvesvar på indenfor nogle dage, siger han. 

Jens Heslop oplyser, at kommunen ikke siden Arbejdstilsynets besøg den 16. december har oplevet problemer med microfiller-støv i området. Hvad der er sket i perioden før det, kan han ikke svare på, men henviser til Nordic Waste. 

Nordic Waste har ikke ønsket at kommentere Arbejdstilsynets påbud og er ikke vendt tilbage på Radio4's øvrige henvendelser om sagen. 

 

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00