Mette Frederiksen misbrugt i falske annoncer

Skrevet af

13. maj 2025

Mads Juul

manoe@radio4.dk

Det er ’uacceptabelt’, at Mette Frederiksens identitet bliver manipuleret og misbrugt på internettet, lyder det fra justitsministeren.

På det sociale medie X bliver Mette Frederiksens ansigt og identitet brugt til at begå investeringssvindel.

Og det møder kritik fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).

- Det er i sagens natur uacceptabelt, at der sidder mennesker, der manipulerer og misbruger andres identitet på internettet, lyder det i et skriftligt svar fra Peter Hummelgaard til RADIO IIII.

RADIO IIII er helt konkret bekendt med annoncer, hvor et billede produceret med kunstig intelligens viser Danmarks statsminister, der på sin telefon fremviser sin aktieportefølje.

På X florerede i en periode en sådan betalt annonce, som nåede at runde 3000 visninger, før den igen blev fjernet.

Annoncen ledte videre til en artikel på en hjemmeside, der til forveksling ligner det danske medie Berlingske.

’Statsminister Mette Frederiksen er havnet i offentlighedens søgelys efter offentliggørelsen af et kontroversielt interview på YouTube. Under samtalen fortalte statsminister Mette Frederiksen om en finansiel platform, som ifølge hende giver enhver dansk borger mulighed for betydeligt at øge deres indkomst,’ fremgår det af den falske artikels underrubrik.

Under artiklen krediterer svindlerne desuden en journalist, som også i virkeligheden arbejder for Berlingske.

RADIO IIII har også spurgt Statsministeriet til annoncen, men der henvises i stedet til Justitsministeriet.

- Det kan ikke blot være med til at underminere tilliden til vores folkevalgte politikere og påvirke vores demokratiske samtale, men det kan også efter omstændighederne være strafbart, siger Peter Hummelgaard.

RADIO IIII har desuden spurgt til, hvorvidt der fra Justitsministeriets side gøres noget for at undgå lignende svindel.

- Jeg har naturligvis en forventning om, at tech-giganterne lever op til deres ansvar og fjerner sådant indhold, og at myndighederne handler, hvis der er tale om strafbare forhold, siger Peter Hummelgaard.

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00