Organisationen Mellemfolkeligt Samvirke rådgiver medlemmer i at lægge pres på lokalpolitikere, så de tager stilling til investeringer i israelsk besatte områder på Vestbredden.
De israelske bosættelser på Vestbredden bør fylde i kommunalvalgkampen, mener organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, der instruerer sine medlemmer i, hvordan de kan påvirke deres lokalpolitikere.
Det overordnede mål er, at politikerne skal forholde sig til, at danske kommuner investerer i virksomheder med aktiviteter i de israelsk besatte områder på Vestbredden.
I en mail til medlemmerne skriver Mellemfolkeligt Samvirke blandt andet:
- Danske kommuner investerer millioner i virksomheder, der har aktiviteter i de israelsk besatte områder på Vestbredden.
De følger op med spørgsmålet:
- Men skal dine og mine penge støtte virksomheder, der bidrager til ulovlige bosættelser? Det er et spørgsmål, vi bør stille alle kandidater ved kommunalvalget.
Mailen linker desuden til en værktøjskasse, som medlemmerne kan bruge til at få kommunalpolitikerne til at tage stilling.
I værktøjskassen opfordrer Mellemfolkeligt Samvirke blandt andet til, at man deltager i vælgermøder og sender mails eller breve direkte til kommunalpolitikerne.
Mellemfolkeligt Samvirke ønsker ikke at deltage i et interview om mailen, de har sendt til deres medlemmer. Men de har sendt et skriftligt svar til Radio IIII:
- Når vi giver vores medlemmer muligheden for at bruge deres demokratiske stemme til at sikre, at deres kommuner trækker deres investeringer ud af virksomheder, der optræder på FN’s liste over selskaber, som understøtter eller profiterer af de ulovlige israelske bosættelser, ser vi det som et stærkt folkeligt bidrag til fred og ansvarlighed.
De understreger derudover, at Folketinget har besluttet, at danske virksomheder eller offentlige engagementer ikke bør understøtte de israelske bosættelser på Vestbredden.
