Medarbejdere i psykiatrien skal beskyttes bedre mod truende patienter

Psykiatri. Psykiatrien i Glostrup. Skilt foran psykiatrisk center i Glostrup. Region Hovedstaden. Skilt og logo. Eksteriør.

Skrevet af

18. januar 2021

mfl@radio4.dk

mfl@radio4.dk

Medarbejdere i psykiatrien skal beskyttes bedre mod truende patienter. Det mener et flertal i folketinget.

Fremover vil arbejdsgivere få mulighed for at sløre udvalgte medarbejderes fulde navne i patienternes journaler. Det betyder, at medarbejderne i stedet vil gå under et tjenestenummer eller initialer.

Og det mener Frank Leonhardt, der er socialpædagog på retspsykiatrisk afdeling på Sankt Hans i Region Hovedstaden, er en god ide:

“Det er for at patienterne, og os der arbejder med patienterne, kan have mere fokus på behandlingen af dem og med dem, ved at vi ikke hele tiden skal overveje af ren og skær nervøsitet, hvad vi kommer til at skrive, som kan blive misforstået”, siger han til Radio4 Morgen.

Selvom navnet kan blive erstattet med initialer eller et tjenestenummer i journalen, så vil det fremgå i log-systemet. Og det er vigtigt, at man fortsat kan finde frem til den medarbejder, der har skrevet i journalen, mener han:

“Lad os sige, at jeg laver en fejlbetjening. Så er det vigtigt, at jeg ikke kan gemme mig, og det kan jeg jo ikke med et tjenestenummer, for hvis der blev lagt en klage, så trykker man på nummeret, og så står mit fulde navn der. Men alle mine andre kollegaer, de behøver ikke komme frem med deres navne, hvis de har udført arbejdet rigtigt,” siger Frank Leonhardt.

Ifølge psykiatriordfører for Socialdemokratiet, Julie Skovsby, så er det den rigtige vej at gå:

“Problemet har været, at den her tilgængelighed til sundhedspersonalets fulde navn har ført til vold og trusler og krænkelser af vores sundhedspersonale og derfor ønsker vi at gøre den tilgængelighed mindre, uden at vi giver køb på de væsentlige patientrettigheder, vi har”, siger hun.

Arbejdsgiverne, som i mange tilfælde er regionerne, kan fremover selv vurdere i hvilke situationer og hvilke medarbejdere, der har behov for at blive sløret.

Men i følge Frank Leonhardt, socialpædagog på retspsykiatrisk afdeling på Sankt Hans i Region Hovedstaden, så bør politikerne på Christiansborg gå længere endnu. Han mener, at ansatte i psykiatrien som udgangspunkt bør gå under et tjenestenummer frem for deres navn:

“Det er vigtigt, at politikerne inde på borgen tager beslutningen om, at vi i vores registreringssystem står med tjenestenummer. Det skal være politisk besluttet”, siger Frank Leonhardt.

Men selvom socialdemokratiets psykiatriordfører, Julie Skovsby, er enig med Frank Leonhardt i retningen, så vil hun ikke diktere, hvordan det skal være landet over:

“Det er jo regionerne, der er arbejdsgiver, så hvis du spørger, om vi dikterer en løsning fra Christiansborg, som skal være det samme i hele landet, så lægger vi op til, at der er en mulighed for, at det fulde navn ikke står der,” siger hun.

Siden 2015 er antallet af politianmeldelser for personfarlig kriminalitet på psykiatriske sygehuse steget. Det viser tal fra  landets politikredse, som FOA har fået. I første halve år af 2020 blev 367 sager politianmeldt.

Hør interviewet med Frank Leonhardt, socialpædagog på retspsykiatrisk afdeling på Sankt Hans i Region Hovedstaden, her:

Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix.

Afspiller nu

DET SIDSTE MÅLTID

15:05
16:00