Provokunstneren Marco Evaristti fortæller til RADIO IIII, at han løj over for Fødevarestyrelsen for at redde sin udstilling, hvor han påstod at ville sulte tre grise ihjel.
Provokunstneren Marco Evaristti fandt på en løgn for at redde udstillingen 'And Now You Care'.
Sådan lyder kunstnerens egen forklaring på, at en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen sætter udstillingen i et helt andet lys, end det han solgte den som i alverdens medier.
I medierne fortalte Evaristti, at hensigten med udstillingen var at sulte tre små grise for at sætte fokus på de tusinder af smågrise, der hver dag dør i den danske svineproduktion.
Kort tid inden åbningen den 28. februar troppede politiet op sammen med en embedsdyrlæge fra Fødevarestyrelsen for gennemføre en kontrol af grisenes velbefindende.
RADIO IIII har fået aktindsigt i kontrolrapporten, og her fremgår det, at hensigten ikke var at sulte tre små grise, og at de skulle leveres tilbage efter bare én dag som udstillingsobjekter i Kødbyen.
- Ejeren af grisene Marco Antonio Evaristi Sarovic forklarede, at det han havde sagt i medierne var en happening, og ikke noget, der ville blive ført ud i livet. Han havde ikke til hensigt at skade grisene, og de ville få vand og mad, mens de var på adressen, fremgår det af kontrolrapporten.
Over for RADIO IIII siger Marco Evaristti, at han løj over for Fødevarestyrelsens udsendte embedsdyrlæge, fordi han frygtede, at udstillingen ellers ikke måtte åbne.
- Det var spontant. De kom nogle timer før udstillingen, og jeg følte mig presset. Jeg ville ikke risikere at skulle lukke udstillingen lige før ferniseringen, siger han.
Selv ser Marco Evaristti ikke noget forkert i det.
- Jeg synes ikke, det er så galt. Nogle gange må man lyve for at få sandheden frem, siger han med henvisning til hans ønske om at sætte fokus på vilkårene for slagtesvin i Danmark.
- Jeg er kunstner. Og kunstnere lever af løgne, siger Marco Evaristti.
Det fremgår desuden af kontrolrapporten, at Marco Evaristti forsikrede Fødevarestyrelsen om, at grisene skulle leveres tilbage til en specifik adresse på Midtsjælland allerede dagen efter, udstillingen åbnede.
Ifølge Marco Evaristti var det også en løgn, selvom oplysningerne stemmer overens med en historie bragt i mediet POV International, der citerede en gæst til ferniseringen for, at han var grisenes ejer, og at de skulle "med hjem" igen.