Manden bag Vance-besøg: Skuffet over Mette Frederiksen

Skrevet af

26. marts 2025

Peter Schwarz-Nielsen

pesch@radio4.dk

Peter Marstal

petma@radio4.dk

Siden januar har forretningsmanden Tom Dans planlagt det hundeslædevæddeløb, som den amerikanske delegation i Grønland har droppet at overvære. Han skyder blandt andet skylden for aflysningen på statsminister Mette Frederiksen.

Forretningsmanden Tom Dans er dybt skuffet over, at Usha Vance og en officiel amerikansk regeringsdelegation har aflyst planerne om at tage til hundeslædevæddeløb i den grønlandske by Sisimiut. Han har arbejdet på turen siden januar, fortæller han til Radio IIII.

"Det var en oplagt mulighed for at introducere amerikanerne til grønlandsk kultur, vise hvad Grønland har at byde på og på sigt at tiltrække besøgende til Grønland. Og hvad er mere spændende end et hundeslædevæddeløb?" siger Tom Dans til Radio IIII.

Tom Dans driver foreningen American Daybreak, der arbejder for at styrke båndene mellem USA og Grønland. I Trumps første valgperiode var han arktisk kommissær. Siden januar har han arbejdet på at tiltrække sponsorer til løbet og få det officielle besøg fra den amerikanske administration i stand. 

Planen var, at USA's andendame, Usha Vance, USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister Chris Wright skulle overvære hundeslædevæddeløbet. En af vicepræsidentparrets sønner skulle have rejst med delegationen.

"Der har hele tiden været tale om en privat tur. Vi har en mor, Usha Vance, som ville tage sin søn med til en kulturel begivenhed langt væk. Men i stedet bliver det fremstillet som en tur, der er sat i værk for at skade diplomatiet," siger Tom Dans om den dårlige omtale fra blandt andet danske politikere og statsminister Mette Frederiksen, der ifølge ham har været skyld i, at planerne er blevet aflyst. 

Statsminister Mette Frederiksen har blandt andet har sagt, at USA lægger et "uacceptabelt pres" på Grønland og Danmark ved at sende en delegation til landet.

"Det er ikke konstruktivt. I stedet for at have en intelligent samtale, mødes besøget med vrede," siger Tom Dans.

Nu nøjes vicepræsident J.D. Vance som bekendt i stedet med besøge at den amerikanske militærbase Pituffik Space Base, der tidligere er kendt som Thulebasen. Her vil han sammen med Usha Vance modtage en briefing om arktiske sikkerhedsspørgsmål og mødes med amerikanske soldater.

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00