Lokalpolitiker efter Danish Crown-lukning: En trist dag for Ringsted

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Skrevet af

18. april 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Det kom som en overraskelse for 2. viceborgmester i Ringsted Kommune, Andreas Karlsen (K), at slagteriet Danish Crown lukker deres afdelingen i Ringsted og de tilhørende 1200 stillinger.

I en pressemeddelelse skriver Danish Crown, at knap 1200 stillinger nedlægges i Ringsted.

Den besked ærgrer og overrasker 2. viceborgmester i Ringsted Kommune, Andreas Karlsen (K).

- Uanset om man er blå eller rød politiker, så er det her en ærgerlig dag for Ringsted. Det er kommunens største arbejdsplads, og derfor er det en ærgerlig pressemeddelelse at få ud af det blå.

Det er ifølge Andreas Karlsen umuligt, at lukning ikke vil føre til en påvirkning af kommunens økonomi.

- Med 1200 arbejdspladser i en lille kommune som Ringsted så var det jo en institution. Der er også noget selvforståelse i det, og så kommer vi ikke udenom, at det her vil påvirke vores økonomi.

På grund af slagteriets betydning for byen og kommunen havde Andreas Karlsen gerne set, at virksomheden havde orienteret byrådet i Ringsted forud for lukningen af slagteriet.

- Det kunne jeg godt have ønsket mig, men det er der ikke noget at gøre ved nu.

- Nu handler det om at komme i arbejdstøjet, og medarbejderne på vores jobcenter vil gøre alt hvad de kan for at varetage den her opgave. Men det er en trist dag, og det er naivt at tro, at vi kan løse det hele med et trylleslag.

Ifølge Danish Crown betyder lukningen til gengæld, at der vil blive skabt 300 nye stillinger i Horsens, Herning, Vejen og Blans ved Sønderborg, lyder det.

Afspiller nu

DET SIDSTE MÅLTID

08:05
09:00