Der er ikke nogen saglig begrundelse for opsigelsen af debattør Harald Toksværd fra DR’s side. Det mener lektor i ansættelsesret.
DR har ikke handlet sagligt i forbindelse med fyringen af debattør Harald Toksværd fra mediehusets talenthold.
Det fortæller lektor i ansættelsesret ved SDU Christian Højer Schjøler til RADIO IIII.
- Opsigelsen af Harald Toksværd er usaglig. Der er ikke en saglig begrundelse for opsigelsen af ham, i og med man kunne have foretaget gravearbejdet omkring hans forudgående aktiviteter og udtalelser bedre, så man fra DR’s side kunne have fundet ud af, om man kunne rumme ham eller ej, fortæller han.
DR’s direktør for kultur, børn og unge, Henrik Bo Nielsen, har over for RADIO IIII kaldt ansættelsen af Harald Toksværd for ”et fejlskøn”.
- Vi kan i dag konstatere, at det skøn, ansættelsesudvalget udøvede om, at man både kunne rumme de habilitetsmangler, som var kendte og hvor der dukkede en hel del op senere, og så et godt uddannelsesforløb, det var i hvert fald et fejlskøn, fortalte Henrik Bo Nielsen.
Ifølge Christian Højer Schjøler har DR også i første omgang legitimeret ansættelsen af Harald Toksværd.
- I forbindelse med ansættelse af en kandidat, har kandidaten en loyal oplysningspligt til at oplyse om alt, hvad der er relevant for ansættelsen af vedkommende. Og det er ikke bestridt i den her sag, at Harald Toksværd har opfyldt sin oplysningspligt.
- Det vil sige, at Harald Toksværd tilsyneladende har sagt, hvad der var relevant, og så må det vælte over på arbejdsgiveren, at arbejdsgiveren - i det her tilfælde DR - ikke har valgt at grave dybere ind i, hvad det kunne være, de har på Toksværds fortid, der kunne udgøre et problem i forhold til ansættelsen.
DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen skriver følgende i en skriftlig kommentar til RADIO IIII:
-Det giver ikke mening for os at forholde os til Christian Højer Schjølers anførelser. Vi har indgået en fratrædelsesaftale med en medarbejder, og det er så det. Det må man for min skyld gerne motivforske i, men det er og bliver antagelser. Christian Højer Schjøler var som bekendt ikke i rummet, da dialogen blev ført. Jeg henholder mig til den aftale, som begge parter har indgået og har ikke yderligere kommentarer til juraen bag."