Ledende økonom sår tvivl om finansiering af centralt S-valgløfte  

Skrevet af

11. marts 2026

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Det er ”overvejende sandsynligt”, at socialdemokratiet ikke vil få så mange penge til statskassen ud af formueskatten, som de har meldt ud. Det kan betyde, at de ikke kan finansiere centralt valgløfte. 

Socialdemokratiet kunne i starten af valgkampen melde ud, at de ønskede at indføre en formueskat, som ville indbringe cirka 6,5 milliarder til statskassen.  

De penge, skulle så ifølge Socialdemokratiet bruges til at blandt andet finansiere deres centrale valgløfte om en “lilleskole” med maksimalt 14 elever pr. klasse i Folkeskolens mindste klasser. 

Men det er ”overvejende sandsynligt”, at formueskatten ikke vil indbringe de 6,5 milliarder, som Socialdemokratiet siger. 

Det fortæller Niels Storm Knigge, ledende økonom i Kraka, i ”Morgen” på RADIO IIII. 

- I det svar som skatteministeriet har lavet, og som socialdemokratiet bruger til deres beregning af provenuet, er der ikke taget det, vi kalder adfærdseffekter med, siger han og fortsætter: 

- Så man har ikke taget højde for, at folk vil reagere på den her skat ved simpelthen at lade være med at starte virksomheder, flytte ud af landet eller lignende.  

- Det taler for, at provenuet nok bliver lavere. 

Med andre ord er det langt fra sikkert, at Socialdemokratiets formueskat vil indbringe de budgetterede 6,5 mia. kr. til statskassen.  

- Det er faktisk overvejende sandsynligt, at det ikke er rigtigt, fordi de ikke har regnet adfærdseffekter med. Det er helt sikkert. 

 - Hvor meget man så kan få af resten af effekten, det er uklart.   

Niels Storm Knigges vurdering kommer i kølvandet på to analyser af Socialdemokratiets beregninger, som stikker i hver sin retning.  

Først kom Dansk Industri med en analyse, som pegede på, at Socialdemokratiets provenu af formueskatten som minimum ville blive halveret.  

Det kom efter, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg, havde meldt ud, at værdiansættelsen af virksomheder i forbindelse med formuebeskatning skal tage udgangspunkt i »virksomhedens bogførte værdier« i stedet for markedsværdien. 

Tirsdag nåede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er finansieret af fagbevægelsen, frem til den stik modsatte konklusion. 

De pegede i en analyse på, at provenuet, som S har meldt ud, holder.  

I ”Morgen” på RADIO IIII fortalte Niels Storm Knigge, at det er svært at pege på, hvilken af de to analyser, der er mest retvisende, da der blandt andet stadig er mange ukendte faktorer.  

Christian Rabjerg, politisk ordfører i Socialdemokratiet, har flere gange afvist, at provenuet i formueskatten ikke holder: 

-Vi lægger os op ad Skatteministeriets provenuberegning, og den baserer sig på Danmarks Statistiks formuestatistik. Den er ifølge Danmarks Statistik næsten udelukkende baseret på virksomhedens egenkapital, har han blandt andet udtalt til B.T.  

RADIO IIII forsøger selv at få en kommentar fra Christian Rabjerg.  

Afspiller nu

Debat

20:05
22:00